14 tegn på kræft, kvinder ikke må ignorere

 

Vi vil helst tro at det bare er lidt ondt i halsen eller at vi har spist noget forkert, men der er en række signaler, du ikke må ignorere, da det kan være kræft.

Vore kroppe forandrer sig konstant og især i årene omkring overgangsalderen får vi mange nye oplevelser, som skyldes hormonforandringer, der oftest er naturlige og uskyldige.

Men udover at kræftrisikoen øges med alderen kan en sen overgangsalder (over 55 år) også øge risikoen.

Det er altid nødvendigt at være opmærksom på, at de smerter og følelser kroppen udsender kan være tegn på sygdom - og måske især i årene efter overgangsalderen, hvor kroppen reagerer på måder man ikke er vant til.

"Nye symptomer tyder på, at noget har ændret sig i din krop, og det er vigtigt at du finder ud af hvad det er," siger dr. Robyn Andersen fra Fred Hutchinson Cancer Research Center i Seattle.

"Det centrale er at være opmærksom på din krop, så du kan mærke, når noget er anderledes," siger hun.

Kræftens Bekæmpelse understreger at næsten alle symptomer på kræft også kan have helt andre årsager, men at det er vigtigt at gå til lægen for enten at få afkræftet sin frygt eller komme i behandling for en eventuel kræft.

Her er 14 forandringer, som du ifølge bl.a. Kræftens Bekæmpelse skal være opmærksom på:

1. Brystet

Knuder i brystet kan få os alle til at reagere, selv om de færreste viser sig at være kræft. Alligevel har vi lært at vi straks går til lægen, men der kan også være andre tegn på kræft, som du skal gøre lægen opmærksom på:

Hudfortykkelse, forhøjninger, rødmen eller rynker af brystet
Brystvorter, der vender indad
Brystvorter, der rødmer eller ændrer størrelse
Brystvorter, der væsker

Væske fra brystet kan enten være tyktflydende, klistret eller vandig. Farven kan variere fra gul og grøn til brun eller blodig, eller der kan være tale om klar væske.

Især kvinder efter overgangsalderen risikerer at det er kræft, men det kan også være en helt naturlig del af brystets normale fysiologi.

Udover at forhøre sig om din families kræftrisiko kan lægen lave en fysisk undersøgelse af dine bryster eller få lavet en mammografi-undersøgelse - alternativt få taget en biopsi, hvor der bliver taget et lille stykke væv til test.

2. Oppustethed

Oppustethed kan have mange årsager. Stress, medicin, dehydrering, for meget eller forkert mad.

"Det ligger til kvinder at blive oppustede," siger dr. Marleen Meyers, der er onkolog på NYU Langone Medical Center.

Men det kan også skyldes æggestokkræft eller andre underlivsproblemer.

"Det er OK at vente en uge eller to for at se, om det går væk," siger dr. Meyers.

Hvis dine symptomer ikke bliver bedre med tiden, eller hvis de følges af vægttab eller blødning, er det vigtigt at opsøge din læge for at blive testet for æggestokkræft. Han laver en underlivsundersøgelse og tager blodprøver og kan få lavet en ultralydsscanning, for at lede efter årsagen til problemet.

3. Blødninger

Hvis du stadig har menstruation, så fortæl din læge, hvis du bløder i mellemperioderne. Blødning, der ikke er en del af din sædvanlige månedlige cyklus kan have mange årsager, men din læge kan udelukke livmoderkræft.

Blødning efter overgangsalderen er aldrig normalt og bør kontrolleres med det samme.

4. Hudforandringer

Ændringer i størrelse, form eller farve på et modermærke eller andet sted er et almindeligt tegn på hudkræft. Opsøg din læge hurtigst muligt for at få foretaget en grundig undersøgelse og måske en biopsi.

Har du sår, der ikke heler, kan det også være tegn på kræft. Vær især opmærksom på sår i og omkring munden, der ikke heler. Se også efter hvide og røde pletter på tungen og tandkødet, der kan være tegn på mundhulekræft.

Hudlymfomer, der er en særlig form for lymfeknudekræft, er nogle assymetriske, letskællende rødbrune hudforandringer, der let fejltolkes som eksem eller psorasis.

Flere tegn på kræft på side 2

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?