Nyt håb for kvinder med fremskreden æggestokkræft

 

For første gang i mange år kan forskerne komme med en opmuntrende besked til kvinder med kræft i æggestokkene.

Det har nemlig vist sig, at det biologiske lægemiddel Avastin i kombination med kendt kemoterapi kan hjælpe de kvinder, der får tilbagefald. Kombinationen betyder, at kvinderne lever længere inden kræften kommer tilbage.

”I mange år er der ikke sket forbedringer i behandlingen af disse patienter, og det er meget positivt, at der endelig sker noget,” siger Jens Oluf Bruun Pedersen, der er lægefaglig redaktør i Kræftens Bekæmpelse, til organisationens hjemmeside.

Et studie har vist, at kombinationen af lægemidler næsten fordoblede tiden, inden kvinderne fik et nyt tilbagefald af kræft: De kvinder, der fik Avastin, havde en medianoverlevelse på 6,7 måneder inden næste tilbagefald, sammenlignet med 3,4 måneder hos de kvinder, der kun fik kemoterapi. Studiet viste, at kvinderne, der fik Avastin, samtidig havde det bedre.

Læs mere hos Kræftens Bekæmpelse

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?