Søvnløshed kan få konflikter til at eskalere og evnen til at løse problmerne bliver ringere.

Søvnløse nætter kan ødelægge parforholdet

 

Knas i parforholdet kan gøre os søvnløse. Men nu har forskere også fundet frem til at det modsatte kan gøre sig gældende: Søvnløshed kan give problemer med din partner.

Ifølge psykologerne Amie Gordon og Serena Chen fra Berkeley Universitity er der meget større tendens til at skælde ud på ens partner i forbindelse med en konflikt, hvis man har sovet dårligt. Og det har konsekvenser:

”Par som er mere uenige er også mindre glade og mindre sunde,” siger Amie Gordon, som var leder af studiet, der er publiceret i Social Psychological and Personality Science.

”Vores forskning illustrerer en faktor, som fører til unødvendige og ødelæggende konflikter, ved at påvise, at par oplever flere og mere alvorlige konflikter efter søvnløse nætter,” siger hun.

Mens tidligere forskning indikerer, at dårlig søvn har en negativ indflydelse på parforhold, så sætter den nye forskning lys på, hvordan søvnmangel ødelægger pars evner til at undgå og til at håndtere konflikter.

”For første gang er det dokumenteret, hvordan typen, graden og løsningen af konflikter er negativt påvirket af dårlig søvn,” siger Serena Chen, som er professor i psykologi.

Negative følelser

Forskere har samlet data på søvnvaner hos mere end 100 par, som i gennemsnit havde været sammen i næsten to år. De undersøgte deltagerne for depression, angst og andre stressende faktorer, fordi de udelukkende ville fokusere på forbindelsen mellem søvnkvalitet og konflikter i parforholdet.

Og deltagerne rapporterede om mere uenighed med deres partnere på de dage, hvor de havde sovet dårligt om natten.

”Selv blandt folk, som normalt sov relativt godt, kunne en dårlig nats søvn være forbundet med mere konflikt i parforholdet,” siger Senera Chen.

I et andet forsøg kom 71 par i et laboratorium, hvor de skulle beskrive, hvordan de havde sovet om natten, og så, mens de blev videofotograferet, diskutere et konfliktfyldt emne med deres partner. Hver partner skulle derefter beskrive sin egen og partnerens følelsesmæssige reaktioner under diskussionen, og beskrive, om de fik løst konflikten.

De deltagere, som havde sovet dårligt, havde flere negative følelser mod hinanden under selve diskussionen. Deres evner til at løse konflikten og til at tolke partnerens følelser var også ringere efter en dårlig nat.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?