Fuldmåne kan ødelægge din søvn

 

Den er god nok, nu siger forskerne det samme som mange af os har erfaret på egne kroppe. Fuldmånen påvirker vores søvn.

Man behøver ikke at være en varulv for at føle sit rastløs og urolig, når en rund og fuld måne oplyser himlen. De nætter er der også øget risiko for at vi andre sover kortere og dårligere.

Et nyt studie offentliggjort i tidsskriftet Current Biology siger, at vi sover skidt omkring den tid, hvor der er fuldmåne. I gennemsnit sover vi 20 minutter mindre end, når månen er af- eller tiltagende.

”Hvis du spørger mennesker, i det mindste i Schweiz, så svarer omkring 40 pct., at de kan fornemme månen, når de sover, eller, at de mener, det skyldes månen, at de sover dårligt,” siger forskeren Christian Cajochen fra det psykiatriske hospital ved University of Basel i Schweiz.

20 minutters kortere søvn

At mange oplever det sådan er baggrunden for at han og hans kollegaer besluttede sig for at undersøge, om det er sandt.

Studiet omhandlede 33 sunde frivillige i alderen fra 20 til 74 år. De sov under strengt kontrollerede forhold i et laboratorium uden vinduer, så de ikke kunne se månen. De var i laboratoriet i 3 og en halv dag.

Hverken deltagere eller forskere vidste, hvordan månens fase var på det tidspunkt, hvor eksperimentet blev udført.

Det viste sig, at fuldmåne kunne forbindes med 20 minutters kortere søvn, ligesom forskerne kunne se, at det tog omkring 5 minutter længere for forsøgspersonerne at falde i søvn. Den dybe søvn var begrænset med 30 pct., og jo tættere på den nat, hvor der var fuldmåne, desto lavere var niveauet af melatonin – et hormon, som er væsentligt for kroppens døgnrytme og evne til at skelne mellem dag og nat.

Studiet var ikke designet til at afdække, hvorfor og hvordan fuldmånen påvirker vores søvn, men Cajochen gætter på, at den menneskelige hjerne har et indre ur, som på en eller anden måde er synkroniseret med månen.

Antallet af forsøgspersoner var lille og eksperimentet varede kun kort tid, og selvom andre forskere står inde for kvaliteten af resultaterne, vil yderligere forskning være nødvendig, f.eks. for at finde ud af, hvad der foregår inde i hjernen under de forskellige månefaser.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?