Drop smøgerne og sov bedre

 

Hvis du ikke kan sove, kan det være, du nu har endnu en god grund til at droppe smøgerne.

Man har længe kendt til, at rygning er sundhedsskadeligt på mange måder, men nu har forskere for første gang også afsløret, at cigaretterne har indflydelse på søvnen.

I en undersøgelse foretaget på University of Florida og Research Triangle Park har forskere for første gang set på søvnproblemer og rygning i en stor, national befolkningsundersøgelse.

De fandt frem til at 11,9 pct. af en gruppe rygere havde problemer med at falde i søvn, 19,6 pct. vågnede i løbet af natten og 9,5 pct. vågnede for tidligt om morgenen.

Sammenlignelige tal for ikke-rygere var meget lavere, og undersøgelsen viste signifikant dokumentation for, at dem, der holdt op med at ryge, fik en bedre søvn. Desuden dokumenterede forskerne, at for hver røget cigaret mistede rygeren 1.2 minutters søvn.

Utilstrækkelig søvn forbindes med mange fysiske og psykiske sundhedsproblemer som depression, diabetes og højt blodsukker. Den nye forskning antyder, at rygere er mere modtagelige overfor sygdomme, der er forbundet med dårlig søvn – og det skal jo lægges oven i de sygdomme, vi i forvejen forbinder med rygning, sådan som kræft og hjertekarsygdomme.

Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet Psychology, Health & Medicine.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?