Mange dødsfald kunne forhindres

Patienter invalideres unødigt

De to problematikker – den dårlige koordination mellem hospitalsafdelingerne og de praktiserende lægers manglende vilje eller mulighed for at give injektioner som forebyggende behandling – betyder, at alt for mange knogleskørhedspatienter bliver invaliderede af deres sygdom.

Langt de fleste patienter sendes nemlig bare hjem efter hofteoperationen til genoptræning og ingen yderligere sygdomsopsporing. Patienterne skal selv være aktive og opsøge videre undersøgelser for årsagerne til knogleskørhed samt efterfølgende behandling.

”50-80 pct. af de patienter, der kommer ind med hoftebrud eller for eksempel brud på håndleddet (som kan være et tidligt tegn på knogleskørhed), skulle i behandling. Det ville reducere risikoen for fremtidige knoglebrud og dødsfald,” siger Pia Eiken og nævner, at hvis kræftlægerne kunne fremvise en sådan reduktion i dødeligheden, ville behandlingen blive indført straks.

Ud over kalk og D-vitamin findes der i dag mange typer behandling: Dels tabletter eller pulver, hvor cirka hver anden patient falder fra, dels f.eks. behandling med Aclasta, som patienten kun skal have en gang om året i form af en injektion. Denne behandling, der har fl ere fordele for patienterne, gives fra hospitalerne, men kun i begrænset grad af de praktiserende læger. De har nemlig ikke tiden og får ikke refusion for at bruge de ekstra minutter på deres patienter med knogleskørhed.

”De praktiserende læger er ikke meget for at give denne behandling. Og da de så sjældent gør det, får de ikke rutinen. På hospitalerne gør vi det. Men ikke i stort nok omfang,” siger Pia Eiken.