Spis langsomt og hold vægten

 

Hvis du spiser langsommere, øger du chancerne for at du vil føle dig mæt i længere tid efter måltidet.

Et lille nyt studie tyder på, at normalvægtige indtager færre kalorier, hvis de spiser deres mad stille og roligt. Både under selve måltiden og i forbindelse med andre måltider senere på dagen.

Forskere fra Texas Christian University, som står bag undersøgelsen, peger dog på, at det ikke kan bevises, at det gælder for overvægtige.

Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet Journal of the Academy of Nutrition and Dietetics og bygger på undersøgelsen af 70 mennesker, heraf 35 normalvægtige og 35 overvægtige eller fede.

Deltagerne spiste frokost, og det blev målt, hvor hurtigt de spiste, hvor meget de spiste, ligesom forskerne målte deres mæthedsfornemmelse.

Ved en frokost blev deltagerne instrueret i at spise langsomt, de skulle tygge langsomt og lægge deres bestik på bordet mellem hver af de små bidder, de tog.

Ved den anden frokost blev de instrueret i at spise hurtigt, tygge hurtigt, have bestikket i hånden hele tiden og indtage maden i store bidder.

Drak mere vand

Forskerne kunne registrere, at de normalvægtige deltagere indtog 88 færre kalorier, når de var instrueret i at spise langsomt. De overvægtige indtog også færre kalorier, nemlig 55, men det var ikke statistisk signifikant.

De normalvægtige kunne fortælle, at de følte sig mere mætte umiddelbart efter det langsomme måltid end efter det hurtige måltid.

Hverken de normalvægtige og de overvægtige deltagere følte sig så sultne en time efter de havde spist det langsomme måltid som de gjorde efter et hurtigt måltid.

Begge grupper drak mere vand under det langsomme måltid, og forskerne siger, at det kan have en indflydelse på kalorieindtaget.

Desuden gætter forskerne på, at det langsomme måltid kan give en bedre følelse af, hvad og hvordan man spiser og en større mental oplevelse af mæthed.

I 2011 har et tidligere studie vist en forbindelse mellem at spise hurtigt og at have en højere BMI. Men studiet kunne kun dokumentere forbindelsen, ikke bevise, at det at spise hurtigere førte til fedme. Det kunne også tænkes omvendt, at det at man er overvægtig faktisk fører til at man spiser hurtigere.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?