Derfor reducerer kaffe risikoen for diabetes 2

Kaffe kan reducere risikoen for diabetes 2.
 

Kaffe kan halvere risikoen for at få type 2 diabetes, men det har været et mysterium hvorfor. Nu kommer kinesiske forskere med et bud.

I de sidste år er der kommet flere store undersøgelser, der har bekræftet en mistanke om at kaffe - og også i mindre omfang te - kan reducere risikoen for at få diabetes.

Fire kopper kaffe om dagen kan reducere risikoen for at udvikle diabetes 2, der er en form for livsstilssukkersyge, med op mod 50 procent. Te kan reducere risikoen med op til 20 procent.

Men forskerne har indtil nu været på bar bund i forståelsen af hvilke mekanismer, der ligger til grund for at kaffe har en gavnlig effekt. Men nu kommer kinesiske forskere med et bud på en forklaring i det nyeste nymmer af ACS Journal of Agricultural & Food Chemistry.

Ling Zheng, Kun Huang og kolleger forklarer, at tidligere undersøgelser viser, at hver ekstra kop kaffe medfører et fald i risikoen på næsten 7 procent.

Nogle diabetes-forskere arbejder ud fra en teori om at en forkert udvikling af et stof kaldet human Islet amyloid polypeptid (hIAPP) forårsager type 2-diabetes, og arbejder derfor på at finde metoder til at blokere denne udvikling. Zheng og Huang besluttede derfor at undersøge, om de gavnlige virkninger af kaffe kan skyldes stoffer, der blokerer hIAPP.

Faktisk lykkedes det dem at identificere to kategorier af stoffer i kaffe, der væsentligt hæmmer hIAPP. De mener derfor, at denne virkning forklarer, hvorfor kaffedrikkere har en lavere risiko for at udvikle diabetes.

"Kaffedrikkere kan derfor opnå en gavnlig effekt, der reducerer deres risiko for diabetes," konkluderer forskerne.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?

Nyheder fra Klog Kost