Skip to main content

Din fordøjelseskanal er større end du tror

{snippet modul199}
 
{module 187}

I det daglige skænker de fleste af os sikkert ikke vores organer særligt mange tanker. Men det skulle vi måske engang imellem, for man bliver slået med forundring, når man hører, hvor unik kroppen egentlig er.

Vidste du eksempelvis, at den indre overflade af din mave-tarmkanal er lige så stor som en lejlighed på mellem 100 og 130 kvm.?

Det viser en ny, svensk undersøgelse, der også afslører, at mave-tarmkanalen faktisk er meget mindre end tidligere skøn, hvor forskerne mente, at den var mellem 600 og1000 kvm. Eller lige så stor eller større end en tennisbane!

De svenske forskere har anvendt særlige mikroskopiske teknikker til at bestemme størrelsen af mave-tarmkanalen, som er omkring 4,9 meter lang i en normal voksen, men derudover indeholder mange folder og fremspring.

Tyndtarmen tegner sig for den største del af mave-tarmkanalens overfladeareal. Tyktarmen tegner sig for kun omkring 6,5 kvm., mens munden, spiserøret og maven er omkring 3 kvm., ifølge forskere på Sahlgrenska Akademi ved universitetet i Göteborg.

"Dimensionerne af den indvendige overflade af mave-tarmkanalen er vigtige for optagelsen af næringsstoffer, og de nye oplysninger vil hjælpe os til at forstå, hvordan slimhinden beskytter kroppen mod skadelige faktorer i tarmindholdet," siger undersøgelsens medforfatter Lars Fandriks.

Hans kollega, Herbert Helander, forklarer, hvorfor tidligere skøn har været forkerte. "Mavetarmkanalen er et dynamisk system, det er vanskeligt at få adgang til i bughulen, og det gør det svært at måle," siger han.

”Tidligere målinger er enten blevet udført efter, at døden er indtruffet eller under operation, når vævet er afslappet, og så er det let at få vildledende målinger."

De svenske forskere siger, at deres nye skøn gælder for sunde gennemsnitlige voksne, men at det faktiske areal af fordøjelseskanalen er forskelligt fra person til person og er påvirket af faktorer som kost og livsstil.

Undersøgelsen er offentliggjort for nylig i Scandinavian Journal of Gastroenterology .