Jo dyrere maden er, desto bedre synes vi at den smager. Formentlig fordi vi automatisk forventer at priser og kvalitet hænger sammen.

Dyr mad smager bedst – fordi den er dyr

 

Den mad vi spiser på en dyr restaurant smager åbenbart bedre – bare fordi den er dyr, ikke nødvendigvis fordi kokken er dygtigere.

En undersøgelse foretaget af Cornell University i Ithaca, New York, gik sammen med en restaurant om at byde en gruppe forsøgspersoner på lækker italiensk buffet for at finde ud af, om – og hvordan – prisen havde indflydelse på vores oplevelse af det vi spiser.

Forskerne tilbød 139 deltagere i forsøget et valg mellem at betale 4 dollars eller 8 dollars for restaurantens –alt-hvad-du-kan-spise buffet. De vidste ikke, at de to tilbud bestod af den samme mad. Efter måltidet blev de bedt om at kommentere maden og restauranten i det hele taget, med en vurdering af maden efter en ni-point skala.

Dem der betalte for 8 dollars buffet’en, nød deres mad 11 pct. mere end dem, der betalte 4 dollars for samme mad.

Dem, der kun betalte 4 dollars rapporterede i højere grad, at de følte, de havde spist for meget, at de følte skyld over at havde spist så meget og at de ikke så godt kunne lide maden ligesom at de helt overordnet havde en dårligere restaurantoplevelse.

Forskerne konkluderede, at prisen på et måltid ikke var så afgørende for, hvor meget man spiste. Man kunne jo ellers godt have forestillet sig, at en dyr buffet lagde op til overspisning. Til gengæld kunne forskerne se, at en høj pris fik kunderne til at være gladere for maden.

”Hvis du vil spise fra en buffet, er det bedste du kan gøre at finde den dyreste restaurant, du har råd til. Du vil ikke spise mere, men du vil have en bedre oplevelse,” siger Brian Wansink, professor ved Dyson School of Applied Economics and Management på Cornell University.

”Det er fascinerende hvor lidt prisen har af indflydelse på, hvor meget vi spiser, men hvor stor indflydelse på, hvordan vi oplever måltidet. Hvis en restaurant sætter prisen ned påvirker det dramatisk kundernes vurdering af maden,” siger han.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?

Nyheder fra Klog Kost