Cykelturen på arbejde er lige så effektiv som fitness

Tager du cyklen på arbejde er det lige så effektivt som den ensformige træning i fitnesscentret, hvis du gerne vil tabe dig.

Det kan nemlig være lige så effektivt, viser et nyt studie fra Københavns Universitet, hvor forskere har sammenlignet vægttabet hos deltagere, der var i fitness-centre fem gange om ugen med deltagere, der cyklede til og fra arbejde.

Faktisk viser det sig at cykelturene medfører et større vægttab en en lille times moderat træning i fitness-centret.

 

I alt deltog 130 københavnere i forsøget, hvor de blev delt op i fire grupper, som i det næste havle år skulle enten cykle på arbejde, dyrke 5 gange 35 minutters intensiv træning ugentligt eller 5 gange 55 minutters moderat træning. Den sidste gruppe ændrede ikke deres vaner, men fungerede som kontrolgruppe.

Deltagernes BMI var mellem 25 og 35, hvilket spænder fra lidt til sygeligt overvægtig. Det var et kriterium, at de ikke var for aktive og muskuløse ud fra en række parametre som fedtprocent, maksimalt iltoptag og fysisk aktivitetsniveau.

Cykeldeltagerne cyklede i gennemsnit 14 kilometer om dagen.

Høj træningsintensitet var defineret som 70 procent af maksimal iltoptagelse, mens moderat træning svarede til 50 procent.

Energiforbruget på træning og cykling målt i kcal pr. uge var det samme i alle tre grupper.

Forskerne kontrollerede gennem hele forsøget med blandt andet pulsmålere, at deltagerne levede op til kravene og dyrkede den motion, de var blevet bedt om.

Efter seks måneder havde alle grupper på nær kontrolgruppen mindre fedtmasse. I gruppen med høj træningsintensitet var fedtmassen reduceret med 4,5 kg fedt i forhold til kontrolgruppen, for moderat intensitet gjaldt det 2,6 kg fedt, mens det i cykelgruppen var 4,2 kg fedt.

"Det her er godt nyt til de mange overvægtige mennesker, der måske ikke har tid eller lyst til at gå i et træningscenter, fordi de efter arbejde også skal hente børn og lave mad. Vores resultat viser, at det er muligt at kombinere sin transport til og fra arbejde med effektiv motion," siger professor og leder på Biomedicinsk Institut, Bente Stallknecht, der har fået studiet offentliggjort i tidsskriftet International Journal of Obesity.

”Alle motionsformerne er bedre end kontrolgruppen, men høj træningsintensitet er rent statistisk bedre en moderat træningsintensitet. Og cykling til og fra arbejde er mindst ligeså effektivt til at reducere fedtmasse som træning i fritiden,” siger Jonas Salling Quist, videnskabelig assistent på Biomedicinsk Institut, der var ph.d.-studerende på projektet og forfatter til studiet.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?

RSS test