Skip to main content

Pensionerede kvinder knokler stadig mest i hjemmet

Kvinder laver stadig meget mere husarbejde end deres mand efter pensionsalderen, men medmindre man sover dårligt kan det faktisk være godt for helbredet.

{snippet start}

Det antyder en ny undersøgelse fra Leibniz Institut for Forebyggelsesforskning og Epidemiologi, der både har undersøgt hvor meget husarbejde mænd og kvinder i pensionsalderen laver samt hvordan det påvirker deres helbred.

Forskerne fandt, at ældre kvinder i gennemsnit tilbragte næsten fem timer om dagen med husarbejde, mens ældre mænd kun brugte omkring tre timer.

Undersøgelsen fandt også, at jo mere husarbejde kvinder lavede, des sundere følte de sig, men hvis de sov dårligt, så medførte meget husarbejde et dårligere helbred.

"Et par timers husarbejde kan være til gavn for ældre mennesker, men vi blev overraskede over at se betydelige kønsforskelle, når vi så på kombinationen af ​​tid brugt på husarbejde og hvor lang tid man sov. Lange perioder med husarbejde kombineret med for meget eller for lidt søvn - det er færre end syv eller mere end otte timers søvn - har sammenhæng med dårligt helbred blandt ældre kvinder, hvorimod det samme hos mænd var forbundet med et godt helbred," siger Nicholas Adjei, der er medforfatter på undersøgelsen, som er offentliggjort i BMC Public Health.

Undersøgelsen er baseret på spørgeskemaer til 15.333 mænd og 20.907 kvinder over 65 år i Tyskland, Italien, Holland, Spanien, Frankrig og USA.

Deltagerne skulle oplyse den samlede tid, de brugte dagligt på 41 aktiviteter i intervaller på 5, 10 eller 15 minutter. De skulle også oplyse hvor meget de sov dagligt og om de følte at deres helbred var dårligt, rimeligt, godt eller meget godt.

Undersøgelsen fandt bemærkelsesværdige forskelle mellem typen af ​​husarbejde mænd og kvinder brugte tid på. På tværs af alle landene brugte mænd mindre tid på rengøring, madlavning og shopping end kvinder (88,7 minutter om dagen i forhold til 217,9 minutter om dagen). Kvinder brugte dog mindre tid på havearbejde og vedligeholdelsesopgaver end mænd (38,5 minutter om dagen sammenlignet med 68,8 minutter om dagen).

Forskerne fandt ud af, at ældre kvinder i Italien og Tyskland brugte mest tid på husarbejde (omkring fem timer om dagen), mens kvinder i USA tilbragte mindst tid på at lave husarbejde (fire timer om dagen). Ikke overraskende brugte ældre mænd i Italien den mindste tid på husarbejde (2,7 timer om dagen), mens tyske mænd brugte mest tid på husarbejde (4,2 timer om dagen).

"Procentdelen af folk over 65 år stiger globalt på grund af højere forventet levetid. Det er vigtigt at forstå, hvordan ældre voksne bruger deres tid i deres senere år og de mulige positive og negative konsekvenser for deres helbred," siger Nicholas Adjei.

Forfatterne tager det forbehold, at undersøgelsens gennemsnitlige, observatoriske karakter betyder, at man ikke kan drage konklusioner om årsag og virkning. Men selv om undersøgelsen er baseret på selvrapporterede data, har tidligere undersøgelser vist at den type data er pålidelige og nøjagtige i afspejlningen af folks helbredstilstand.