Motion er den vigtigste enkeltfaktor for at undgå hjertesygdom.

Motion mest effektiv mod hjertesygdom

 

Hvis du holder dig fysisk aktiv, vil det på den lange bane mindske din risiko for hjertesygdom i langt højere grad end andre kendte faktorer som rygning, fedme og forhøjet blodtryk.

Set på tværs af levetid har australske forskere undersøgt data fra 32.000 kvinder, og de har fundet ud af, at fysisk inaktivitet er den førende risikofaktor for hjertesygdom i alle aldre fra de tidlige 30'erne til slutningen af 80'erne.

"Vi er nødt til at få alle til at bevæge sig mere," siger direktør Wendy Brown fra University of Queensland, der bemærker, at vores fysiske aktivitet falder fra vi er omkring 30 år gamle.

I undersøgelsen målte forskerne de top fire risikofaktorer for hjertesygdom:  overvægt, rygning, forhøjet blodtryk og fysisk inaktivitet. De fire faktorer tegner sig for mere end halvdelen af alle hjertesygdomme i hele verden, siger forskerne.

Forskerne brugte data fra mere end 32.000 deltagere født henholdvis mellem 1921-1926, 1946-1951 og 1973-1978.

De analyserede, hvordan kvinders sundhed ville blive bedre, hvis hver enkelt risikofaktor forsvandt - for eksempel, hvis ingen nogensinde havde røget, eller alle havde en ideel kropsvægt.

150 minutters motion

De yngre kvinder var mere tilbøjelige til at ryge, og deres risiko for at få hjertesygdom steg med 59 pct. og gjorde dermed rygning til den vigtigste bidragyder til hjertesygdomme blandt de yngste voksne.

Antallet af rygere faldt med 28 pct. hos kvinder i alderen mellem 22 og 27 år til 5 pct. hos kvinder mellem 73 og 78 år, mens fysisk inaktivitet og højt blodtryk steg støt på tværs af alle kvinders livslængde fra 22 år til 90 år.

Resultaterne er offentliggjort i British Journal of Sports Medicine. Her konkluderede forskerne, at fra man er 30 år frem til slutningen af 80'erne var lav fysisk aktivitet skyld i højere niveauer af hjertesygdomme end nogen anden risikofaktor. De inaktive kvinders risiko for hjertesygdomme var i gennemsnit 33 pct. for de midaldrende kvinder og 24 pct. for ældre kvinder.

Hvis hver kvinde i alderen mellem 30 og 90 år var i stand til at dyrke den anbefalede ugentlige motionskvote på 150 minutters moderat fysisk aktivitet, så ville man alene i Australien kunne redde mere end 2.000 midaldrende og ældre kvinder hvert år.

"Aerob træning og aktivitet er meget vigtigt for hjerte-kar-og metabolisk helbred, og styrketræning er meget vigtigt for muskel-sundhed, så man bevarer evnen til at udføre dagligdags aktiviteter i en ældre alder," siger Wendy Brown.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?