Er fitness-centret mere et socialt mødested end et træningscenter.

Du træner ikke så hårdt som du tror

 

Selv om du synes, at du knokler på løbebåndet eller cross-traineren, så overvurderer du måske din indsats.

Det er ikke usædvanligt at se løbere, der sådan set kun ser ud som om de løber, men faktisk godt kunne gå lige så hurtigt. Eller at se folk i fitness-centret, der ikke har en svedplet på deres tøj. Om de føler at de træner moderat, er et godt spørgsmål, men det gør de næppe.

Moderat træning er nemlig hårdere end de fleste tror, viser en ny canadisk undersøgelse, hvor forskere fra York University Faculty of Health bad fitness-deltagere om selv at vurdere, hvad der var let, moderat eller intensiv træning.

"Vores undersøgelses resultater tyder på, at flertallet af såvel unge, midaldrende og gamle undervurderer intensiteten af den fysiske aktivitet, der er nødvendig for at opnå et bedre helbred," siger professor Jennifer Kuk, Institut for Kinesiologi og Sundhedsvidenskab.

"Det er bekymrende både for den personlige og den offentlige sundhed og trivsel."

Undersøgelsens 129 stillesiddende voksne mellem 18 og 64 år kunne godt vurdere let fysisk aktivitet, men undervurderede moderat og intensiv træning, selv efter at have fået beskrevet intensitetsniveauerne. Og uanset køn, etnicitet eller BMI.

"Vi bad deltagerne om at gå eller jogge på et løbebånd med en hastighed, som de følte svarede til let, moderat eller intensiv træning i forhold til almindeligt brugte kriterier, men de undervurderede, hvor hårdt de skulle træne moderat og intensivt," siger undersøgelsens chefforsker og kandidatstuderende Karissa Canning.

Pulsen i vejret

De globale retningslinjer for fysisk aktivitet anbefaler, at voksne mellem 18 og 64 år skal bruge 150 minutter på moderat eller kraftig fysisk aktivitet om ugen i mindst 10 minutter i et stræk.

For at opnå en moderat intensitet, skal voksnes hjertefrekvens være inden for intervallet 64 til 76 procent af deres maksimale puls og mellem 77 og 83 procent for at det kan kaldes intensiv træning.

Selv om der har været rigelig forskning, der hjalp med at udvikle de nuværende retningslinjer, er det uklart, om folk faktisk forstår dem, erkender Canning.

Så hvis du forlader fitness-centret uden at være nævneværdigt udmattet, så skulle du måske overveje at tale med en af instruktørerne om hvordan du træner bedre. Ellers er det måske bare spild af tid og penge.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?