Cigaretrøg sætter sig i tøj og på overflader i lokaler og kan påvirke dine celler i årevis.

Passivrygerens tøj er også farligt

 

Den røg, der hænger i tøj, vægge og gardiner, længe efter en ryger har været i rummet, er stærkt sundhedsskadelig, har forskere nu bevist.

Desuden kan røgens skadelige virkninger spores og ligefrem opspares via overflader også fra en passiv ryger til andre.

Rygning er sundhedsfarligt. Passiv rygning er sundhedsfarligt. Men nu har forskere altså også dokumenteret, at det også er farligt bare at være i et lokale, hvor en ryger har været.

Rygning er sundhedsfarligt. Passiv rygning er sundhedsfarligt. Men nu har forskere altså også dokumenteret, at det også er farligt bare at være i et lokale, hvor en ryger har været.

Den røg, som er i f.eks. vægge og gardiner, kan simpelthen ødelægge din DNA. Og jo længere tid der er blevet røget, des større er risikoen – også selvom der er blevet luftet ud i mellemtiden.

Hidtil har man ikke været bevidst om de farer, der er forbundet med ’rygning i tredje led’ eller de partikler, som hænger i tøj, hår, møbler, vægge og andre overflader også længe efter at smøgen er slukket. Og vi taler om røg, du ikke kan se mere, men som din næse måske svagt kan fornemme.

At røg, der hænger i tøjet også er farligt, betyder at det altså ikke er nok at gå udenfor og ryge, hvis man vil tage hensyn til andres helbred. Ligesom det er ekstra farligt for børn, hvis forældrene kommer hjem efter at have været et sted, hvor der er blevet røget. Et billede af en forælder, der går udenfor for at ryge, og derefter går ind i huset og tager barnet op, får det til at vende sig i forskerne. Helt små børn, der putter ting og sager i munden og f.eks. tygger på fars og mors tøj, er også udsat for ekstra farer.

Cellerne ødelægges

”Dette studie er det første, som viser, at ’tredjehånds røg’ påvirker generne,” siger Lara Gundel, som er forsker ved Lawrence Berkeley National Laboratory. ”Nogle af de kemiske forbindelser i røg, som overføres til tredje led, er blandt de mest potente kræftfremkaldende stoffer der findes. De hænger i overflader, og da disse overflader er tøj eller tæpper, er risikoen for børn særlig alvorlig.”

Undersøgelsen, som er offentliggjort i tidsskriftet Mutagenesis viser ikke bare, at tredjehånds røgpåvirkning ødelægger cellerne, forskerne dokumenterer også, at den skade, røgen er årsag til, bliver værre med tiden.

Det har vist sig, at selv om man lufter ud, opbygges risikoen ved den usynlige røg henover tid.

”Typisk fjerner indendørs ventilation omkring halvdelen af de partikler, der kommer fra cigaretterne,” siger Suzaynn Schick, der arbejder på Center for Tobacco Control Research and Education ved University of Califonia i San Francisco. Ved langvarig rygning bygger lag på lag af farlige stoffer sig op på vægge og andre overflader.

”Du opbygger et gigantisk lager af kræftfremmende komponenter på hver en overflade. Og det bliver der,” siger Schick.

De giftige stoffer er bl.a. formaldehyd, benzen og arsenik. Udover naturligvis nikotin. I takt med at røgen har hængt længe på overfladerne, er det set, at koncentrationen af nogle af dem stiger.

Forskerne ved Lawrence Berkeley National Laboratory satte nogle papirstrimler på vægge i røgfyldte rum: I et rum blev papiret udsat for den mængde kemikalier, der svarer til at der blev røget fem cigaretter på 20 minutter. I det andet rum blev papiret udsat for cigaretrøg over 258 timer og derefter frisk luft i 35 timer – fordelt over 196 dage. Der var altså nu ikke tale om røg i luften, men udelukkende den røg, der var tilbage i overflader som gardiner og vægge.

Og forskerne fandt en højere koncentration af de farlige stoffer i cigaretrøgen på de papirstrimler, som over længere tid havde været udsat for røgen, sammenlignet med de strimler, som fik en ordentlig dosis på kort tid.

Derefter tog forskerne stofferne fra papiret og udsatte menneskelige celler for dem i 24 timer. Og de fandt ud af, at denne form for røg førte til skade på det menneskelige DNA.

Brugte biler et problem

”Forskningen viste for første gang, at det er farligt for menneskelige arveanlæg hvis man udsættes for røg i vægge og tøj,” udtalte forskerne i forbindelse med offentliggørelse af undersøgelsen. De forklarede, at den proces, der er tale om, er kendt i forbindelse med udvikling af cancer og andre sygdomme, som røg kan være årsag til.

Ifølge et andet studie under ledelse af Georg Matt fra San Diego State University, hænger nikotinen i et hus’ vægge også efter at rygeren er flyttet, har gjort ordentligt rent og man har malet eller sat nyt tapet op på væggene.

Han nævner, at problemet ikke begrænser sig til overflader inden døre. Et studie har vist, at også brugte biler, der har været ejet af rygere, kan give andre mennesker helbredsproblemer.

Suzaynn Schick, som har været fortaler for et totalt rygeforbud lejlighedskomplekser i den californiske by San Mateo, nævner en hidtil uopdaget risiko for at blive ’ryger på tredjehånd’: Nemlig at selv om tidligere beboere i en lejlighed aldrig har røget, kan rummene alligevel huse rester af tobaksrøg, som har bevæget sig via det fælles ventilationssystem til at hænge i væggene.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?