Claus Finne Jepsen og Maybrith Finne Bonde på ferie sammen i USA i 2013.

Jeg har fortrængt min seksualitet

 

Sex mellem Maybrith Finne Bonde og hendes mand Claus har været ikke-eksisterende i 4 ½ år. Som 50-årig fik han konstateret prostatakræft i aggressiv form. ”Når jeg tænker fremtid er det højest inden for et år,” siger Maybrith Finne Bonde.

”Jeg søger nærværet – følelsen af at være begæret. Men Claus tænker aldrig på sex. Det siger ham intet. Han kan ikke. Det er 4 ½ år siden vi har været intime. Jeg føler en stor sorg over, at den del af vores samliv er helt væk.”

For 5 år siden fik Maybrith Finne Bondes mand diagnosen prostatakræft. Han var kun 50 år – hun 43. Med et knips blev der vendt totalt op og ned på deres liv.

”Claus havde i længere tid haft smerter i forbindelse med samleje. Og ondt ned i lysken. Jeg tvang ham til sidst til lægen. Her blev hans PSA-tal målt. Det var svimlende højt. Normalt må det ikke være over fire –  det lå på 240.”

Herefter gik det stærkt. Claus Finne Jepsen blev henvist til urologisk afdeling på Frederiksberg Hospital, og inden for en uge blev der taget biopsi af prostata. Samme dag kom parret til samtale hos en læge, som næsten ville garantere, at der var tale om prostatakræft. Han gav parret en oplysningsfilm med hjem i tasken.

”Vi var chokerede. Tanken om, at det kunne være kræft havde ikke strejfet os. Så vi klyngede os til håbet om, at det ikke var så slemt. Vi havde fokus på, at lægen jo ikke kunne sige noget med 100 procents sikkerhed, inden resultatet af biopsien forelå.

De tre dage, vi ventede på svar, var ganske forfærdelige. Jeg kan nærmest ikke huske dem.”

Og svaret, der faldt på overlægens kontor, var hårdt og brutalt. Claus Finne Jepsen havde en aggressiv kræftform i prostata med spredning til knoglerne. Man anbefalede, at han straks kom i hormonbehandling. Indsprøjtningen lå allerede klar. Det havde stor betydning at begynde behandlingen så hurtigt som muligt.

Men Claus Finne Jepsen ville først hjem og drøfte hele situationen med Maybrith samt tale med alle deres børn. De er en moderne familie med dine og mine børn samt en fælles datter – dengang på 11 år.

”Det var rædselsfuldt. Vi havde det forfærdeligt og følte os på ingen måde oplyste om konsekvenserne ved at sige enten ja eller nej til hormonbehandling. Lægen talte hen over hovedet på os med sin ekspertviden. Det var rigtig svært. Vi var grebet af en  utrolig usikkerhed og havde ingen reel forestilling om, i hvor stort omfang sygdommen ville påvirke vores liv.

Jeg blev nødt til at forstå, så jeg læste alt, hvad jeg kunne opdrive om sygdommen. Jo større viden jeg fik, desto mere indså jeg, at vores fremtidige liv ville blive sværere. Konsekvenserne af en hormonbehandling ville blive forfærdelige for vores seksualitet og samvær. Og vi var jo stadig unge i den sammenhæng. Men den del skubbede jeg alligevel i baggrunden. Det vigtigste var, at Claus kunne leve.”

Hele den store familie samledes og talte om den ulykkelige situation.

”Det var så sørgeligt – føltes som den sidste rigtige dag sammen,” som Maybrith udtrykker det.

Inden Claus Finne Jepsen havde truffet sit valg om, hvorvidt han ville i hormonbehandling eller ej, sagde hans ældste datter, at for hende var det vigtigst at han gjorde dét der var rigtigst for ham.

Maybrith Finne Bonde: ”Det var meget flot sagt af hende. Hun kunne midt i den store smerte og sorg se bort fra sig selv.”

Claus Finne Jepsen valgte hormonindsprøjtningerne, som standser produktionen af testosteron. Behandlingen er ikke helbredende, men livsforlængende og med den følger et hav af bivirkninger såsom inaktivitet, hedeture, voldsom træthed, risiko for hjerte-kar sygdomme og knogleskørhed.

Sundhedssystemet har svigtet os

”Da ramte virkeligheden. Jeg husker den første tid i tåger. Men jeg græd meget. Sygdommen knuste mine fremtidsdrømme. Fra sekund til sekund havde vi ikke længere noget intimt sammen. Der er slukket for den slags i hans hjerne. Hans seksualitet er død, men min lever stadig. Det har været svært for mig at tale med Claus om det, da han let kunne opfatte mine ord som bebrejdende.

Maybrith Finne BondeMaybrith Finne Bondes råd til de pårørende:

  • Kontakt Kræftens Bekæmpelse og opsøg andre kvinder i lignende situation.
  • Giv adgang til hinandens Nem id. Det kan der på et tidspunkt være brug for.
  • Rejs så ofte I kan.
  • Husk at grine hver dag.
  • Lev og lad leve. Giv hinanden plads til at udforske jer selv.

Nogle sagde til mig: ”Hvorfor får du dig ikke en elsker?” De forstår det ikke. Det handler om noget mere og større end at få et knald og opleve en fysisk tilfredsstillelse. Jeg mangler og savner nærværet og intimiteten med min mand. I de sidste 4 ½ år har jeg fortrængt min seksualitet. Det er rigtig svært for mig at tale om. Jeg bliver meget berørt. Faktisk forsøger jeg ikke at lukke op for alle de følelser og fortrængninger, for jeg ved ikke hvad der så vil ske. Det kan gøre mig angst.”

Det lyder ikke klogt?

”Det er det bestemt heller ikke. Vi tog ikke de problemer alvorligt i starten af min mands sygdom. Vi blev aldrig tilbudt hjælp og opsøgte aldrig selv hjælp. Det kan jeg kun råde andre i samme situation til at gøre. I dag er jeg resignerende og tænker:” Nu er det tog kørt. Der er gået så mange år.”

Jeg er selvfølgelig nødt til at tilfredsstille mig selv, og da Claus aldrig tænker på sex, ville det nærmest være åndelig voldtægt, hvis jeg bad ham om at hjælpe mig.”

Maybrith Finne Bondes fokus har i de sidste fem år først og fremmest været på alle børnene. Deres yngste datter fik hun hjulpet i en sorggruppe inden for Kræftens Bekæmpelse og selv dannede hun sammen med andre kvinder i samme situation en pårørendegruppe.

Men hvor har du gjort af din sorg og dit savn?

”Jeg begyndte at spise og tog hurtigt over 20 kg. på. På et tidspunkt talte jeg med nogle psykologer, men jeg åbnede mig ikke ret meget. Jeg ved sorgen og savnet fylder, når jeg går ind i mig selv og ser på bl.a. de adfærdsmønstre jeg har i forhold til mad.”

Det er ikke kun tabet af nærvær og intimitet, der gør rollen som pårørende svær.

”Det er hårdt at se et menneske, man elsker, forandre sig så meget. Min mand ser ikke altid sig selv som vi andre gør.

Claus er blevet førtidspensionist. Han er mere træt, er meget ude med sine venner, har svært ved at fokusere og koncentrere sig og har fået humørsvingninger. Han er mere opfarende og i perioder har han stærke smerter.

Jeg har også forandret mig – jeg har ikke det samme overskud, som jeg havde engang. Vores liv er på mange måder så adskilte.”

Maybrith Finne Bonde har igennem hele sin mands sygdomsforløb bevaret sit arbejde i et aktivitetscenter for udviklingshæmmede. Gode kolleger og forstående chefer har udover tætte venner og veninder været en uvurderlig støtte.

”Jeg er ædru alkoholiker igennem 17 år og har i den sammenhæng et stærkt netværk, som hjælper mig. Derudover kunne jeg sagtens finde på at hente styrke i kirken. Jeg er et troende menneske og holder min åndelige kondition i live. Jeg vil bevare den. Troen er mere en støtte end et håb. Jeg bede hver dag. Om morgenen om hjælp og styrke til at klare dagen. Om aftenen sender jeg en tak. Det er hverdag for mig. I løbet af dagen husker jeg også at stoppe op og være taknemmelig for det jeg har. Jeg har så meget. Og retfærdighed findes ikke i denne verden. Hver dag dør børn af kræft.”

Men hvilken støtte har du brug for fra det danske sundhedssystem?

”Vi har haft brug for støtte, når sygdommen er gået fra én fase til en anden og mere alvorlig. Den situation står vi i nu, hvor Claus venter på at komme i eksperimenterende behandling. Man får blot beskeden på hospitalet og bliver sendt hjem. Lidt mere omsorg og tid fra personalets side ville gøre godt. Der er aldrig én fra sundhedssystemet, som har hjulpet os med den evige frygt for, hvornår det vil gå virkelig stærkt ned ad bakke. Spørgsmålet: ”Hvordan har I det?” er aldrig blevet stillet os. Og skete det nu, ville jeg bryde sammen og tude.”

Et godt råd har parret dog modtaget fra en læge: ”Har I penge, så brug dem nu,” lød det.

”Det har vi gjort. Vi har rejst og når vi er ude i verden, giver vi slip og tænker ikke på sygdommen. Her til sommer skal vi en tur til Toscana og senere til USA for at  besøge min ældste søn.”

Taler I om døden? 

”Vi gjorde det meget i starten. Og nu hvor sygdommen er gået ind i en ny fase, er Claus selv begyndt at tale om døden. Han siger, han ikke er bange, og han har skænket sit legeme til videnskaben. Vi har indtil nu fået fem år med sygdommen. Når jeg tænker fremtid, er det højest inden for et år.”

Fakta om PSA-testen

PSA (Prostata Specifikt Antigen) er et naturligt forekommende enzym, der produceres i mænds prostata (blærehalskirtlen). PSA kan måles i blodet og bruges i forbindelse med diagnostik og kontrol af behandling af prostatakræft.

PSA’s funktion i kroppen er at holde sædvæsken flydende. Sædvæske dannes i prostatas kirtler.

En meget lille del af PSA når fra prostata og ud i blodbanen. Det naturlige indhold af PSA i blodet er højere desto ældre en mand er og jo større og eventuel syg prostata er.

PSA er ikke en sygdomsspecifik markør, og man kan derfor ikke sætte lighedstegn imellem et forhøjet PSA-tal og prostatakræft. Forhøjet PSA-værdi i blodet kan bl.a. også skyldes:

  • Godartet forstørrelse af prostata.
  • Kronisk betændelse i prostata.
  • Problemer med at lade vandet.
  • Brug af kateter.
  • Efter kikkertundersøgelse af blæren.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?