Hormonbehandlingen af terkel Finks prostatakræft risikerer at gå ud over hans knogler.

Jeg tager selv ansvaret for mine knogler

 

Fodbold, sund kost plus et passende kalktilskud er den cocktail, som prostatakræftramte Terkel Fink selv mikser for at hæmme udviklingen af sin knogleskørhed.

”Min eneste og største bekymring ved at ha’ prostatakræft er, at jeg kan risikere at sætte knoglestativet til - grundet knogleskørhed, som ulykkeligvis er en gængs bivirkning ved hormonbehandling. Min mobilitet er en meget væsentlig del af det jeg opfatter som livskvalitet. Og den vil jeg kæmpe for.”

For fire år siden fik Terkel Fink, 73, en helt tilfældig eftermiddag voldsomt ondt i maven. Han svedte tran. Da hans 20 år yngre kone kom hjem fra arbejde kørte hun straks sin mand til deres praktiserende læge. Lægen skønnede smerterne kunne skyldes nyresten, hvorefter Terkel Fink blev sendt til Holbæk Sygehus.

En scanning viste, at han havde en udposning på 1 ½ l. på den ene nyre samt at blæren var pumpet op med 1,2 l. væske, som han ikke kunne tømme ud. Et eller andet forhindrede afløbet.

Det viste sig at være en aggressiv form for prostatakræft, hvor kræftknuden klemte på urinrøret. Uden behandling ville Terkel Fink dø.

”Da tænkte jeg, at jeg egentlig godt ville forsøge en eller anden form for behandling. Der blev hurtigt indledt et samarbejde med Rigshospitalet, hvor jeg blev sprættet op for at lægerne kunne konstatere, om kræften havde spredt sig. Det havde den ikke. Der spillede mit sædvanlige held ind. Kald mig bare Fætter Højben.”

Derefter fulgte 39 strålebehandlinger, som Terkel Fink beskriver som en spøjs oplevelse.

”Mod slutningen var jeg blevet stegt. Det gjorde ondt og jeg blødte, når jeg tissede. I lang tid var jeg rimelig hårdt medtaget. Man bliver syg af behandlingen.”

Strålebehandlingerne blev afløst af hormonbehandling for at holde kræften i ro. Og den giver alvorlige bivirkninger.

”Du bliver impotent”, sagde lægen og jeg tænkte, det er ressourcespild med så ung og smuk en hustru. Vores seksualliv er stærkt påvirket. Jeg er i nogen grad ødelagt. Ikke kun kræftcellerne er raseret - det er de raske celler også. Men den situation har vi fundet ud af at leve med. Det handler om at være heldig. At få lov til at leve. Og heldigvis er vi begge udstyret med en vis sans for humor. Der er ingen grund til at fortabe sig i ting, man ikke kan gøre noget ved. Andre bivirkninger er, at man har lettere ved at få sukkersyge og knogleskørhed. Sidstnævnte har jeg fået. Og det er jeg meget obs på”.

Da der blev konstateret et for højt indhold af kalk i Terkel Finks blod, blev han straks medicineret. En gang om ugen tager han en pille, som hæmmer nedbrydningen af  knoglerne, men derudover er han uhyre bevidst omkring selv at gøre en indsats for at styrke sin knoglesundhed.

Et brev fra Rigshospitalet og Københavns Universitet ændrede Terkel Finks holdning til sport.

Hverken Skt. Peter eller Fanden

”Sport har aldrig interesseret mig, men i brevet omtalte lægerne et projekt ved navn FC Prostata. Der var tale om et fodboldhold for mænd ramt af prostatakræft. Man ville undersøge, om sport og motion havde en gunstig effekt på knoglerne.

Da jeg var i strålebehandling, blev jeg så dårlig, at jeg hverken kunne holde varmen eller spise. Da var det umuligt at komme ud at røre sig. 

Men jeg tog til et introduktionsmøde og min hustru satte mig på holdet. Det har været sjovt. Selv om jeg nok er den ringeste spiller, har jeg stor fornøjelse af at deltage i fodbold.”

Og Terkel Fink er fortsat med at spille fodbold efter projektet stoppede. En gang om ugen kører han fra Odsherred til København for at spille med gutterne.

”Knogleskørhed er den eneste bivirkning ved hormonbehandlingen, som jeg er virkelig bekymret for. Jeg har været heldig at min læge fangede den tidligt i forløbet.

Jeg mærker endnu ikke rigtig noget til mine ikke særlig solide knogler – jeg har heldigvis ikke oplevet nogle brud, men jeg er vel egentlig lidt svækket. Det er der grund til at være opmærksom på. Når først lårhalsen er brækket, kan man til sidst risikere, at der intet er at fastgøre søm og skruer i. Knoglerne er simpelthen for svage. For mig er det vigtigt at holde fast i selv at dyrke motion og sørge for at få tilstrækkelig med kalk både i kosten og som tilskud. Jeg lever sundt med bl.a. masser af grøntsager. Og så går jeg jævnligt til kontrol hos min læge.”

I hvor høj grad præger din kræftsygdom dagligdagen?

”Den fylder ingenting. Jeg har aldrig bekymret mig. Dukker skidtet op igen, kan jeg ikke gøre hverken fra eller til. Jeg beskæftiger mig med dét, jeg kan gøre noget ved. Jeg joker med sygdommen og kan konstatere, at indtil nu har hverken Sankt Peter eller Fanden villet have mig. Det er jo glimrende. Når jeg spiller fodbold med mine lidelsesfæller, taler vi heller ikke om elendighed. Vi taler om Aksels tur til London eller Jens’ hus i Italien. Også selv om vi ved, at nogle igen går til behandling fordi skidtet har spredt sig.”

Terkel Fink har - indtil han fik prostatakræft - altid været fysisk stærk og haft mange kræfter. Efter realeksamen blev han tømrer og videreuddannede sig senere til bygningskonstruktør.

”Jeg vil gerne leve i overensstemmelse med det, jeg er skabt til. For mig betyder det at tage hårdt fat, hvis jeg har kræfter til det. Den livsstil vil jeg nødig give slip på. Jeg er ikke typen, der sidder stille og læser i en bog. Jeg vil rode med mine veteranbiler og læse i mine værkstedsbøger. Jeg laver f.eks. specielle møtrikker og retter gevind på min drejebænk. Jeg elsker det værksted. Det er dér, jeg kobler af og finder ro.

Jeg er ateist – tror ikke på noget, jeg ikke forstår. Jeg savner ikke at have en tro, men skulle jeg på et tidspunkt få brug for én, så opfinder jeg den selv. Så tror jeg helt for mig selv. Jeg kan ikke bruge kirken til noget.”

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?