Skip to main content
Server sund mad på store tallerkener, men fed mad på små tallerkener. Det er måske det smarte råd til at undgå at dit barn bliver for fedt.

Undgå at dit barn bliver for tykt

{module 133}
 

Alt for mange danske børn er lidt for hvalpede. Det kan du imødegå ved et simpelt kneb, viser ny undersøgelse

Tykke børn bliver ofte mobbede, ligesom der er en tendens til, at barneårenes fedtdepoter har det med at blive hængende, når ungerne bliver større.

Det kan du undgå, hvis du udstyrer børnene med nogle mindre tallerkner, når de skal betjene sig selv i køkkenet eller ved middagsbordet.

Det viser et nyt studie fra Temple University i USA, der er offentliggjort i tidsskriftet Pediatrics.

Ikke mindst i USA er fedme blandt børn et stort problem, hvor et ud af seks børn lider af fedme, viser data fra 2009-2010. Og der er intet, der tyder på, at tallene har ændret sig i den positive retning, nok tværtimod. Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvad man som voksen kan gøre for at hindre børnene i at blive overvægtige.

Et studie fra 2012 viser, at det hjælper børnene til at spise mindre, hvis forældrene holder op med at presse dem til at spise, mens et andet studie viser, at længere og mere regelmæssig søvn hjælper børnene mod at blive for tykke.

Det aktuelle studie viser, at børn, der bruger voksen-tallerkner, når de selv øser mad op, spiser langt mere, end de ville have gjort, hvis tallerknerne var mindre.

Småt er godt

I undersøgelsen indgik 42 elever i første klasse, som blev observeret, mens de spiste varm mad til frokost i skolen. De betjente sig selv i kantinen, hvor de kunne tage en forret og en hovedret og bruge enten mindre børne-tallerkner eller voksen-tallerkner. Observationerne viste ikke overraskende, at de børn, der brugte store tallerkner, indtog langt mere energi end de børn, der brugte de mindre tallerkner. Faktisk 50 pct. mere!

”Ved at give børnene mindre tallerkner, var det tydeligt, at portionsstørrelserne blev mindre, og at de også bedre kunne holde styr på deres appetit,” siger Jennifer Orlet Fisher til Medical News Today.

Resultatet viste også, at når børnene brugte større tallerkner, så spiste de mere frugt, men ikke flere grøntsager. Børnenes BMI, køn og vægt havde ingen indflydelse på deres portionsstørrelser.

Så hvis du ikke vil have, at dit barn eller barnebarn skal gå hen og blive overvægtigt, så er det frem med frokosttallerknerne -også til middagsmaden.