Skip to main content
Ressourcestærke kvinder går efter macho-fyre - især når de kan sammenligne flere mænd i konkurrence.

Mysteriet er løst: Derfor falder vi igen-igen for machomænd

Rigtig mange fortrolige venindesnakke ender med det evindelige spørgsmål: "Hvorfor falder jeg altid for den samme type? De der machomænd er slet ikke gode for mig….."

{snippet start}

Nu giver en ny undersøgelse svaret. Og den forklarer tilmed også, hvorfor det ofte går galt efter den første tiltrækning.

Fysisk tiltrækning er ellers et mysterium, som forskere, filosoffer og kunstnere har søgt at finde en forklaring på, men hidtil uden rigtig at kunne knække nødden.

Tidligere undersøgelser har antydet, at det er miljøpåvirkninger, som får kvinder til at falde for machomænd, simpelthen fordi de er sundere end deres mere splejsede og svage kønsfæller.

Ud fra et evolutionssynspunkt handlede tiltrækning helt grundlæggende om at finde en sund partner, som man kunne få nogle sunde børn med.

Og det har tidligere været dokumenteret, at maskuline træk som en stærk overkrop forbindes med sundhed ligesom højt niveau af testosteron har sammenhæng med et højt immunforsvar. Så på den måde er det jo logisk nok, at vi er ’genetisk kodet’ til at gå efter den tilsyneladende stærkeste i flokken.

Lækre mænd er utro

Men en lækker maskulin udstråling har også sine dårlige sider. Trods mændenes sundhed og styrke, mangler machomænd de karaktertræk, som mange kvinder ønsker i et langvarigt parforhold.

Sammenlignet med mindre maskuline kønsfæller er machomændene nogle rigtig dårlige valg for en kvinde, som ønsker sig mere af et forhold end noget meget uforpligtende.

Machomænd er nemlig mere tilbøjelige til en kort flirt, mere tilbøjelige til at være utro og mindre tilbøjelige til at dele opgaver og ressourcer i et parforhold ligeligt. Desuden investerer mænd med højt niveau af testosteron mindre tid og kræfter på deres partner og på børnene.

Maskuline mænd er simpelthen dårlige fædre, utroværdige og følelsesmæssigt kolde. Husk det næste gang du falder i svime over et sæt brede skuldre!!!

De seneste undersøgelsesresultater viser det dilemma, som mange kvinder oplever i dagligdagen. På den ene side er der tiltrækningen til en machomand, som kan bidrage med sunde gener til et fælles barn. Og på den anden side, vil han typisk være mindre interesseret i at ofre de nødvendige ressourcer på at skabe en familie.

Det bør kvinder overveje nøje. Men hvorfor slår vi så alle de væsentlige overvejelser fra, når tiltrækningen hærger?

Hvad er det, der gør, at selv når vi indser machomændenes manglende kvaliteter, så finder kvinder alligevel netop denne mandetype så uimodståelig sexet?

Stadig flere undersøgelser viser, at det i høj grad er miljøet, der påvirker kvinders hang til maskulinitet. F.eks. viste en tidligere undersøgelse, at kvinder, som er specielt optagede af sundhed og sygdomme, fortrækker mænd med meget markerede og maskuline ansigtstræk, dybere stemmer og muskuløse kroppe. En ny undersøgelse foretaget på University of Stirling i Skotland undersøgte, hvordan mænd klarer sig i indbyrdes konkurrence bl.a. i form af fysisk overtag og rigdom, har betydning for kvinders valg af maskuline mænd.

Modsætninger tiltrækkes

Ligesom ved tidligere forskning viser også denne undersøgelse, at det er ydre omstændigheder, der afgør, hvilke mænd kvinder vælger. Det har f.eks. vist sig, at kvinder fra ressourcesvage miljøer er mere tilbøjelige til at vælge mænd, som er mindre maskuline men til gengæld mere interesserede i deres familier.

Og det omvendte gælder fra kvinder, der lever i ressourcestærke miljøer. De har det med at foretrække maskuline mænd.

Forskerne på University of Stirling i Skotland undersøgte deres kvindelige forsøgspersoners generelle oplevelser ved forevisning af slideshows, der gruppevist blev forevist billeder af f.eks. våben, hårde fysiske udfoldelser, billard, smukke landskaber osv. Derudover fik kvinderne forevist billeder af henholdsvis fattige og rige miljøer. De rige miljøer blev illustreret med billeder af dyr mad, dyre biler, dyre ure og mandeoverkroppe i habitjakker.

Efter at have set alle disse billeder, genså kvinderne de oprindelige fotos af maskuline og feminine fotos. Og de blev igen spurgt, hvilke ansigter, de fandt mest attraktive.

Og hvad fandt forskerne frem til? Jo, at kvinderne var mest tiltrukket af maskuline mænd, når de havde set fotos af hård mand-til-mand konkurrence og rigdom sammenlignet med de kvinder, der havde set det modsatte: mindre hård konkurrence og mindre rigdom.

Forskerne siger, at deres resultater er i overensstemmelse med andre undersøgelser, som viser, at kvinders præference for maskuline mænd kan være påvirket af miljøet.

Den seneste undersøgelse har vist, at bare en kort påvirkning i form af et slideshow er nok til at ændre, hvilke typer af mænd kvinder finder sexede.

De erkender, at der stadig mangler forskning på området. Men de mener, at dette resultat giver et fingerpeg om sammenhængen mellem det miljø vi lever i og de mandetyper, vi falder for.