Det afslører din reaktion på konflikter i parforholdet
Der er mange måder at reagere på konflikter i parforhold, men din reaktion kan også afsløre om dit parforhold er i en større krise.
Mange reagerer på konflikter ved uhæmmede skænderier, modangreb på partnerens valg eller opførsel, forsvar for egne handlinger eller påstande om ufølsomhed/overfølsomhed.
Tilhører du til gengæld typen, der trækker dig ind i din egen skal som en skildpadde eller forventer at din partner kan læse dine tanker, så er der måske større kriser i dit parforhold.
"Det er to af de mest almindelige typer af reaktioner i parforhold og andre relationer, og begge kan være skadelige, men på forskellige måder og af forskellige årsager," siger dr. Keith Sanford, der er lektor i psykologi og neurovidenskab påi Baylor University College of Arts & Sciences.
"Tilbagetrækning er den mest problematiske for relationer," siger Sanford, der har fået offentliggjort en ny undersøgelse om de to typer tilbagetrækning i Psychological Assessment.
"Det er en defensiv taktik, som folk bruger, når de føler, at de bliver angrebet, og der er en direkte sammenhæng mellem tilbagetrækning og generelt lavere tilfredshed med forholdet."
"Tilbagetrækning har ikke nødvendigvis indflydelse på, om et par kan løse en konflikt," siger Sanford, som tidligere har lavet undersøgelser om konflikter i parforholdet.
"Men forventer eller håber man at den anden person kan læse ens sind, har det direkte indflydelse på parrets evne til at løse problemet."
Sanfords resultater er baseret på tre undersøgelser:
- I den første udfyldte 2.588 gifte eller samboende deltagere et anonymt spørgeskema. De beskrev en enkelt, specifik konflikt; vurderede, hvor meget de brugte tilbagetrækning eller passiv immobilitet; og afsluttede med at give deres forhold en tilfredshedskarakter.
- I den anden udfyldte 223 voksne i parforhold også spørgeskemaet og vurderede deres egen tilbagetrækning, forventninger om at partneren kunne læse deres tanker, tilknytning, bekymringer, følelser, tilfredshed og kommunikation i parforholdet.
- I den tredje skrev 135 studerende i parforhold om en konflikt, og svarede så på spørgsmål om tilbagetrækning, kommunikation og følelser under konflikten.
"Undersøgelserne afslørede at personer, der trækker sig når en partner kritiserer eller klager er mere karakteristisk for utilfredshed med parforholdet. Næsten alle trækker sig fra tid til anden, men du kan se det oftere i parforhold i krise," siger Sanford.
Resultaterne viste, at folk var mere tilbøjelige til at rapportere at de trak sig, hvis de var kede af det, uinteresserede eller apatiske.
"De har et ønske om at bevare autonomi, kontrol og distance," siger Sanford.
Til gengæld er de personer, der forventer at partneren kan gætte hvad der er galt, bekymrede, mere forsømt end truet.
"Du er bekymret for, hvor meget din partner elsker dig, og det er forbundet med omsorgssvigt. Du føler dig trist, såret og sårbar," siger Sanford.
Konflikter, hvor den ene partner forventer, at den anden kan læse tanker, førte oftere til negativ kommunikation og vrede - og det kan føre til en uløselig konflikt, der bider sig selv i halen.
"Ofte har du en person, der trækker sig når den anden stiller krav. Jo mere den ene stiller krav og klager, jo mere trækker den anden sig og så videre," siger Sanford.
"Det gælder om at være opmærksom på disse adfærdsmønstre og finde et alternativ - en mere konstruktiv, høflig tilgang til at løse konflikter," siger han.
"Og nogen gange er det lettere sagt end gjort."