Jeg har før skrevet om den sygdom som hedder lichen sclerosus. Det er en meget generende sygdom i de ydre kønsorganer, som findes hos såvel mænd, som kvinder om end langt overvejende hos kvinder. (Hos mænd kaldes den BXO = balanitis xerotica obliterans). Som oftest hos kvinder efter overgangsalderen, men den ses også hos yngre kvinder og børn.
Patienterne klager over svie og kløe – ofte gennem måneder – og er tit blevet behandlet for ”svamp”. Når man undersøger kvinden, ser man ofte at hele området er hvidt, nærmeste perlemorsagtigt, de små kønslæber er mere eller mindre forsvundet og åbningen indtil skeden skrumpet.
De skader, der er sket, kan man ikke gøre så meget ved, men når diagnosen er stillet – evt. efter en vævsprøve – skal sygdommen behandles med binyrebarkhormon indtil det hele ser pænt ud igen og derefter skal området holdes smidigt med fedtcreme. Når der ro i det hele, plejer jeg at se patienterne en gang om året eller hvis der sker noget uforudset. Kvinderne oplyses om, at der er en lille risiko for udvikling af cancer i området.
Min patient havde haft sygdommen i adskillige år. Den havde af og til været lidt svær at styre, men de sidste par år var det gået godt.
Nu henvendte hun sig 3-4 mdr før tid. Hun havde gener i form af et sår, hun ikke kunne få bugt med, det havde været der nogle måneder.
Da jeg undersøgte hende, sås et en cm stort sår, som var helt uømt og som føltes ret fast. Jeg tog en vævsprøve, som blev sendt som ”cancerpakke”, hvilket jeg fortalte patienten. Det blev hun ikke ret glad for. Da svaret kom nogle dage senere, viste det som ventet cancer og hun blev henvist til operation på Rigshospitalet, hvor den slags operationer er centraliserede.
Jeg regner med at se hende igen, når hun er færdigbehandlet for sin cancer.
Moralen er: Sår som ikke vil hele, skal undersøges nærmere.