Irriterer du dig tit over ting, som du i bund og grund ikke rigtig kan gøre noget ved, eller noget som når alt kommer til alt er ligegyldigt for dig, så læs med her.
Vi har opbygget en mentalitet, der gør, at vi synes, vi skal have en holdning til alt, og at vi ydermere også kan tillade os at gøre vores omgivelser opmærksomme på vores holdninger – ja nogle gange tænker vi endda, at de nærmest ikke kan leve uden vores indspark.
Jeg ser det ofte i forhold til par, der kommer i min praksis. Par, hvor uoverensstemmelser fylder så meget, at de har brug for hjælp til at komme videre. Tydeligt er det, at de kæmper for at blive enige om forskellige opfattelser, og har hver deres holdning til, hvad der er rigtigt eller forkert.
Begge parter vil gerne have ret, og i takt med at samhørigheden er forsvundet, kan man mest af alt sammenligne parterne med to spillere på en tennisbane, som er gået på banen for at vinde VM – vel at mærke ikke i mixed double.
Men hvorfor skal vi være enige om alt? Hvorfor skal vi altid kæmpe for at få ret, eller for at få gjort tingene på præcis den måde, som vi selv mener er rigtig? Hvorfor skal vi have en holdning til alt?
Er det lykken? Jeg tror det ikke!
Plads til forskellighed
Det parterne i bund og grund kæmper om er samhørigheden, og opfattelsen er, at enighed skaber samhørighed. Det gør den måske også i en vis grad, men samhørigheden opstår mest af alt, når der er plads til begge parter, til forskelligheder, til at udvikle sig som individer i stedet for som siamesiske tvillinger med en fælles hjerne.
Nogle gange kan det tværtimod være så nedbrydende at blive ved med at diskutere ting for at opnå enighed. Det bliver en lang kamp, hvor den ene ender med at give sig for at få fred.
Vi vil så gerne have samhørigheden, men hvorfor så ikke kæmpe ordentlig for den? Hvorfor bruge energi på, hvorvidt den ene støvsuger rigtigt eller forkert, om der nu bliver brugt for meget energi på noget forkert osv. osv. Hvorfor ikke i stedet være bevidste om, at færrest mulige skænderier og plads til forskelligheder giver det bedste afsæt for en fælles fremtid.
Er du enig så langt, så øv dig i at bruge ordet ”pyt”. Det kan være at du skal tænke:
- Pyt nu med, at vi ikke er enige – det behøver vi heller ikke at være for at have det godt sammen.
- Pyt med, at han ikke helt kan overskue både forældreintra, madlavning og vasketøj på en gang.
- Pyt, det betyder ikke noget i det store billede, når bare vi husker at skabe tid til hinanden.
- Pyt med …… , for det jeg bliver irriteret over lige nu, handler i bund og grund om, at jeg føler mig valgt fra/overset/mangler omsorg/er træt…. Fortsæt selv! Hvis det er her hunden ligger begravet, så fortæl din partner, hvordan du har det, i stedet for at skælde ud.
Næste gang du lader dig irritere, så spørg dig selv om det er nu du skal sige PYT og komme videre – eller om det for alvor gør en forskel for dig, enten at tage snakken med din partner, for at opnå enighed eller at fortsætte den negative dialog med dig selv. Det er jo i bund og grund dit valg.