Sådan sikrer du et varigt vægttab
Hvis du har været på slankekur, så er det sværeste ofte, at holde fast i vægttabet - og her er stabilitet nøgleordet for ikke at tage på igen.
Det antyder i hvert fald en ny undersøgelse fra Drexel University i Philadelphia, Pennsylvania, USA, hvor forskere har fulgt 183 deltagere i forlængelse af en slankekur.
Deltagere hvis vægt svingede mest i de første par uger af slankekuren havde et til to år efter taget mere på end mænd og kvinder, der tabte sig det samme uge efter uge under kuren.
"Det ser ud som om at stabil, gentagelig adfærd i forbindelse med fødeindtagelse og vægttab tidligt i et vægtkontrolprogram er virkelig vigtigt for at holde fast i ændringerne på længere sigt," siger Emily Feig fra College Of Arts and Sciences ved Drexel University samt hovedforfatter på undersøgelsen, der er offentliggjort i tidsskriftet Obesity.
Psykologerne var interesserede i at finde ud af hvorfor nogle mennesker har mindre succes med slankekure og at identificere ting, der kan forbedre chancen for succes i fremtiden.
De overvægtige eller fede deltagere blev sat på en et år lang slankekur, der kombinerede madændringer med øget fysisk aktivitet samtidig med at de skulle tælle kalorier. De deltog i ugentlige gruppemøder, hvor de blev vejet og blev også vejet to år efter starten af programmet.
Deltagerne rapporterede også om fødevarerelateret adfærd, spisetrang, følelsesmæssig spisning, grovæderi og deres tillid til at de kunne overholde slankekuren.
Forskerne fandt, at vægtvariation i løbet af de første 6-12 ugers slankekur, kunne forudsige hvordan deltagerne klarede sig ved vægtkontrollen 12 og 24 måneder efter starten.
For eksempel havde en person, der tabte to kilo en uge, genvandt et kilo og derefter tabte det igen, tendens til at klare sig dårligere end deltagere, der tabte et halvt kilo konsekvent hver uge i tre uger.
Interessant nok havde deltagere, der i starten af undersøgelsen rapporterede at de spiste mindre følelsesmæssigt, sjældent forfaldt til grovæderi og var mindre optaget af mad, højere tendens til vægtvariation og endte med et lavere vægttab generelt.
Det tyder på, at de tidlige vægtændringer er meget vigtigere end ens forhold til mad i forudsigelsen af hvem det vil lykkes at tabe sig og undgå at tage på igen.
Men præcis hvorfor nogle mennesker har større vægtvariation end andre er et spørgsmål, som forskerne er interesserede i at udforske i fremtidige studier.
Selv om han tøver med at komme med en forklaring, siger chefforsker Michael Lowe, der er psykologprofessor ved Drexel, at undersøgelsen kan give håb om en metode til at få slankekuren til at vare ved.
"Sæt dig et mål for din slankekur, som du kan holde uge ind og uge ud, så du konsekvent taber et halvt kilo hver uge," siger han.
Hvis fremtidige undersøgelser viser de samme resultater, kan måling af vægtvariation være en måde at identificere personer, der er mindre tilbøjelige til at opnå et meningsfuldt og bæredygtigt vægttab, og som kan drage fordel af et stærkere og mere skræddersyet fokus på konsistens.