Kvinder bliver gladere når de bliver tykkere
Ja, hvem skulle have troet det. Når man går og irriteres over et par ekstra deller, så bør man i stedet glæde sig over, at vægtøgning overordnet set giver mental livskvalitet.
Vores vægt har stor indflydelse på, hvordan vi har det – hvordan vores fysiske og psykiske velbefindende er.
Men mens vores fysiske helbred bliver ringere, når vi tager på, ser det dog ud til at vores mentale velbefindende bliver bedre. Især gælder det for kvinder!
Sådan konkluderer forskere fra Helmholtz Zentrum München i en undersøgelse offentliggjort i International Journal of Public Health.
Og forskerne mener, at deres resultater giver rigtig vigtige informationer i kampen mod overvægt og fedme.
I forvejen overvægtige
Forskere for Institute of Health Economics and Health Care Management og fra Institute of Epidemiology konstaterede, at øget vægt fører til ødelæggelse af det fysiske helbred. Men de kvindelige deltagere i undersøgelsen oplevede højere mental tilfredshed og livskvalitet i takt med at de tog på. Og det var tilsyneladende også gældende for kvinder, som i forvejen var overvægtige, da studiet begyndte.
For at gennemføre undersøgelsen, så professor dr. Rolf Holle og hans forskerteam på data fra en befolkningsundersøgelse om sammenhængen mellem kropsvægt og helbredsrelateret livskvalitet.
Over en periode på 7 år undersøgte de over 3.000 mennesker vægt, deres BMI blev udregnet og deres helbredsmæssige livskvalitet blev vurderet efter et spørgeskema.
”Resultaterne viser, at kropsvægtens indflydelse på det fysiske og psykiske helbred er komplekst,” siger dr. Holle.
”Men det er vigtigt at forstå disse forbindelser, hvis vi skal udvikle rationelle strategier for at forebygge og kontrollere fedme. Udfordringen er at forebygge vægtøgning og dets skadelige konsekvenser for helbredet så som diabetes, mens man samtidig tilrettelægger programmer, der også tager højde for den mentale tilstand. I denne forbindelse bør man også overveje at tage højde for kønnet, når man går til opgaven,” siger han.
Omkring 60 pct. af den voksne befolkning i Tyskland er påvirket af overvægt og fedme. Forskerne på Helmholtz Zentrum München ønsker at udvikle nye tilgange til diagnose, behandling og forebyggelse af det man kan kalde fedmeepidemien.
I dag er mere end 1,3 mio. danskere overvægtige. Af dem er ca. 400.000 svært overvægtige.