Derfor virker sexpiller ikke på kvinder
De amerikanske myndigheder har netop afvist et nyt produkt, så det tager formodentligt stadig lang tid endnu før kvinder får hjælp fra en tablet til at peppe sexlivet op.
Der findes nu 24 lægemidler til mænd med sexproblemer, men ikke et eneste til kvinder. Og det er tilsyneladende fordi kvinder ikke er så nemme at hjælpe på den front. Det seneste forsøg på at knække koden har nu fået et alvorligt skud for borgen.
Firmaet Sprout Pharmaceuticals er nemlig løbet ind i en blindgyde i form af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA’s reaktion på tablettens indholdsstof flibanserin. Pillen skal tages dagligt og skal gøre sexlysten hos kvinder større ved at påvirke områder i hjernen, der også er forbundet til humør og appetit. FDA stiller spørgsmålstegn ved, om fordelene ved præparatet opvejer bivirkningerne og risici, da man betegner effekten som begrænset og bivirkningerne som bl.a. træthed, svimmelhed og kvalme.
FDA, der er toneangivende også for resten af verdens holdning til ny medicin, har ikke godkendt præparatet og ønsker flere informationer fra firmaet.
10 firmaer prøver lykken
FDA’s manglende godkendelse har også fået betydning for de omkring 10 firmaer, der arbejder på at udvikle sex-piller til kvinder med belastende mangel på lyst. Arbejdet på at skabe et hit til kvinder, der gerne vil have mere lyst, har stået på siden firmaet Pfizer opfandt Viagra i 1990’erne, og der skal åbenbart meget til for at tilfredsstille FDA – og kvinderne.
Viagra øger blodtilstrømningen til mændenes kønsorganer, men modsat mænds seksuelle problemer, er de fleste kvinders manglende lyst af psykologisk art – der er ikke tale om en fysisk dysfunktion. Derfor er diagnosen hos kvinder forbundet med parforholdsproblemer, hormonelle problemer, depression og andre følelsesmæssige udsving som f.eks. kan skyldes medicin og sygdom.
{module 239}
Forskerne siger, at det er svært at finde en sexpille til kvinder, fordi man ved så lidt om årsagen til kvinders seksuelle vanskeligheder.
”Rejsningsproblemer er nemme at måle,” siger Kim Wallen, der er forsker ved Emory University.
”Motivation er til gengæld svært at måle, og helt ærligt, vi ved ikke nok om, at der skaber seksuel motivation og hvordan man påvirker den,” siger han.
Virginia Sadock, der er doktor i psykiatri, siger, at ideen om at en enkelt pille kan genskabe kvinders sexlyst simplificerer problemet. Også når de amerikanske sundhedsmyndigheder endelig en dag godkender en pille, vil det formodentlig stadig kræve andre former for behandling, f.eks. psykologisk hjælp til at bekæmpe stress og dårlig selvopfattelse.
Sex-plaster virker
”En pille gør det ikke,” siger Viginia Sadock, som underviser i sex på New York University’s School of Medicine.
Medicinalbranchen har over de seneste år haft mange uheldige forsøg på at øge sexlysten hos kvinder. Det store amerikanske firma Pfizer har forsøgt om Viagra simpelthen kunne bruges til kvinder. Men det virkede ikke, og man forsøgte derefter om hormonbehandling, bl.a. med det mandlige hormon testosteron, virkede.
I 2004 sagde de amerikanske myndigheder nej til et hormonplaster, fordi man var bekymret for bivirkninger på lang sigt. Plastret så ellers ud til at have en vis effekt.
Firmaet Sprout, der netop nu har fået afslag, har lavet det første præparat, som på sin måde går ind og påvirker hjernens kemi. Forskerne mener, at præparatet virker ved at påvirke hjernen med dopamin mens man sænker produktionen af serotonin. Undersøgelser viser, at det medfører sexlyst og giver større tilfredsstillelse samtidig med at det begrænser stress.