Jeg har det fantastisk med min krop

 

Efter Susanne Hansen fik konstateret type 2-diabetes har hun med den rette medicinske behandling, rådgivning og dialog med læger og diætister fået langt mere energi og overskud.
På ti år har hun tabt over 100 kg.

Hun var konstant unaturligt træt. Sov og sov og sov. Småskrantede og blev jævnligt syg. Følte dagligt en ubændig tørst. En dag kunne hun så oveni konstatere hævede lymfeknuder, som gjorde forbandet ondt.

Det er to et halvt år siden, lægesekretær Susanne Hansen, 42, gik til sin praktiserende læge i Sønderborg for at gennemgå et helbredstjek og få taget de nødvendige blodprøver.

Noget var galt.

Tre dage senere forelå en klokkeklar diagnose: Type 2-diabetes. Susanne Hansen blev straks sat i medicinsk behandling.

”Diagnosen kom ikke helt bag på mig. Tanken havde strejfet. Der er diabetes i min familie og jeg havde været svær overvægtig i en del år. Men faktisk havde jeg på det tidspunkt tabt mig 80 kilo.”

Det er siden blevet til yderligere et vægttab på 20 kilo.

Susanne Hansens levevis var dengang langt fra sund. Hun passede absolut ikke på, hvad der blev proppet i munden. Menuen stod ofte på cola, chips, færdigretter fyldt med tilsætningsstoffer, fede flødesovse, kager og slik. Kiloene kom snigende igennem de seks år, hun boede med sin daværende kæreste. Da de skiltes i 2001, begyndte vægttabet ganske støt og roligt.

”Kedsomhed og følelsen af at være ganske alene er væsentlige årsager til at jeg blev så fed, at vægten på sit højeste nærmede sig 200 kilo. Både psykisk og fysisk havde jeg det rigtig dårligt. Min kæreste arbejdede om natten, jeg var ved at uddanne mig til lægesekretær. Vi mødtes blot i døren til et hej og farvel. Det var en ensom tilværelse - og så kunne jeg trøste mig selv ved at åbne en pose chips eller to.”

De første kilo blev tabt på grund af en lungebetændelse. Det gav blod på tanden.

”Jeg bestemte mig til at halvere mit madindtag, smide færdigretterne i skraldespanden og erstatte cola og den usunde slik, chips og kager med friske grøntsager. Jeg begyndte også at føle efter hvornår jeg var mæt - Og så stoppe med at spise.

Min motivation har været altafgørende. Jeg har tabt mig 100 kilo på ti år for at gøre noget godt for mig selv. Ikke på grund af andre.”

Behandlingen af Susanne Hansens diabetes blev i første omgang tilrettelagt hos hendes praktiserende læge.

”Efter kun en uge kom jeg til en samtale med klinikkens sygeplejerske, hvor vi drøftede min vægt og talte om, hvordan jeg havde det både fysisk og psykisk.

Faktisk var jeg chokeret over, at jeg kunne have det så godt. Med mere energi og et langt større overskud. Mit blodsukker havde jo også ligget på ca. 30, men var nu faldet til det normale.

Både min læge og sygeplejersken var gode til at rådgive og lytte. Den ping-pong vi havde sammen når der var problemer, har været af stor betydning.”

Egenomsorg

De første måneder efter diagnosen gik Susanne Hansen til kontrol hver 14. dag. Derefter en gang om måneden. Da der var gået omkring et halvt år blev hun henvist til Diabetes ambulatoriet, Sygehus Sønderjylland i Sønderborg, hvor der er både læger, sygeplejersker og diætister. Hun arbejder også selv på sygehuset. Behandlingen har kørt så godt det sidste år, at kontrolbesøgene nu kun finder sted én gang årligt. Samtidig har hun fået lov til at holde en pause på tre måneder med sin kolesterolmedicin.

”Specielt samarbejdet med diætisten har jeg haft stor glæde af. Når jeg er gået lidt i stå rent kostmæssigt, har hun givet mig nye tips og ideer. Og været efter mig, når jeg har tendens til at glemme at spise. Hun har også hjulpet mig med de rigtige kosttilskud, når der har været problemer med maven.”

Susanne Hansen spiser i løbet af dagen mange, men små måltider. Det kan være en skive ristet rugbrød eller en grovbolle med pålæg, en skål salat, frugt, nødder og grønt. Alt med måde og efter tid og lyst.

Om aftenen elsker hun stegt kylling eller et stykke oksekød med grøntsager.

”Jeg er meget bevidst omkring mit eget ansvar for, at sygdommen ikke forværres eller jeg rammes af følgesygdomme. Begrebet egenomsorg tager jeg seriøst. Jeg har ikke lyst til at ende som handicappet, fordi jeg ikke har passet på mig selv.”

Susanne Hansens nuværende liv er et aktivt liv. Hun styrketræner, dyrker en kombination af indisk folkedans og aerobic og danser mavedans et par timer hver uge.

Hun frekventerer en fodterapeut en gang i kvartalet og plejer ellers sine fødder hver dag. Ligesom hun også med jævne mellemrum får tjekket sit syn.

Hvordan har sygdommen påvirket dit liv?

”I begyndelsen gik jeg i panik, fordi jeg var dybt fokuseret på de voldsomme følgesygdomme. Jeg så jo, hvordan mange ældre diabetespatienter havde store, alvorlige problemer, som i den grad påvirkede deres livskvalitet. Men fordi jeg gør, hvad jeg kan for at passe på mig selv, fylder den slags ikke længere i dagligdagen.

Set fra den positive side har jeg siden diagnosen lå fast fået mere energi og overskud. Jeg har tabt mig og har det nu fantastisk med min krop. Jeg kan gå op ad trapper, gå hurtigt og endda løbe. Og modtager positiv respons, selvom jeg mangler at tabe nogle kilo inden jeg selv er helt tilfreds.

Det negative ved sygdommen er, at jeg er tvunget til at putte kemikalier i kroppen.

Jeg trives i min tilværelse her og nu. Jeg kan gøre hvad jeg vil. Der har da været kærester, men det er svært når man som jeg har været så fokuseret på at tabe sig. Jeg kan savne nærhed med et andet menneske, men har – udover familien - masser af gode veninder og kammerater.

Sygdommen får ikke lov til at fylde i hverdagen. Jeg føler ikke, den afskærer mig eller at jeg lider afsavn. Jeg har lært at erstatte de ting, jeg ikke må eller kan med noget andet, der er lige så godt. Og endelig gør det mig tryg, at der altid er behandlere parate til at hjælpe, når jeg har behov for det.” 

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?