Skip to main content

Sommerfødsler reducerer risikoen for brystkræft

Er du født i sommermånederne, så er du formentlig sundere end kvinder født i vintermånederne.

{snippet start}

Det antyder i hvert fald en ny undersøgelse fra Storbritannien, hvor forskere fra University of Cambridge har sammenlignet data om 450.000 mænd og kvinder.

Undersøgelsens resultater kunne tyde på at kvinders risiko for hormon-relaterede kræftsygdomme som brystkræft og æggestokkræft er mindre, hvis de er født i juni, juli og august.

Fødselsmåneden ser nemlig ud til at påvirke både fødselsvægten og hvornår piger begynder puberteten, som begge har en indvirkning på den generelle sundhed hos kvinder som voksne.

Miljøet i livmoderen fører til forskelle i det tidlige liv - også før fødslen - der kan påvirke sundheden senere i livet. Denne effekt, kaldet programmering, har konsekvenser for udviklingen i hele barndommen og ind i voksenalderen.

Adskillige undersøgelser har vist at sen pubertet reducerer risikoen for brystkræft senere i livet - formentlig fordi brystkræft er påvirket af hvor meget østrogen man har været udsat for igennem livet. Dvs. at en tidlig pubertet kombineret med en sen overgangsalder øger risikoen særlig meget.

Forskerne bag den nye undersøgelse, fra Medical Research Council (MRC) Epidemiologi Unit på University of Cambridge konstaterede at børn, der blev født i sommeren var lidt tungere ved fødslen, højere som voksne og gik gennem puberteten lidt senere end børn født i vintermånederne.

"Hvornår man er blevet udtænkt og født sker stort set tilfældigt - det er ikke påvirket af social klasse, dine forældres alder eller deres helbred," siger dr. John Perry, der er hovedforfatter af undersøgelsen, som er offentliggjort i tidsskriftet Heliyon.

Derfor er fødselsmåneden en effektiv måde at identificere påvirkninger af miljøet før fødsel.

D-vitamin

Forskerne sammenlignede vækst og udvikling af omkring 450.000 mænd og kvinder fra den britiske Biobank-undersøgelse, der indeholder data om britiske frivilliges livsstil, helbred og udvikling af ​​sygdomme.

"Det er første gang at pubertetens start har været håndfast knyttet til sæson," siger Dr. Perry.

"Vi var overraskede og glade, for at se, hvor ens de mønstre var på fødselsvægt og pubertetens start. Vores resultater viser, at fødselsmåneden har en målbar effekt på udvikling og sundhed, men der er behov for mere arbejde for at forstå mekanismerne bag denne effekt."

Forskerne mener, at forskellene mellem børn født i sommeren og vintermånederne skyldes mængden af sollys moderen fik under graviditeten, da det til dels afgør hvor meget D-vitamin hun har i blodet.

"Vi forstår ikke de mekanismer, der er årsag til disse sæsonudsving for fødselsvægt, højde og pubertetens start," siger Dr. Perry.

"Vi mener, at D-vitamin er vigtig, og vores resultater vil forhåbentlig opmuntre mere forskning om de langsigtede effekter af D-vitamin tidligt i livet på sundhed og pubertetens start."