Rengøringsmidler forringer kvinders lungekapacitet
Lider du af rengøringsvanvid eller arbejder du som rengøringsassistent, så har du formentlig en forringet lungekapacitet.
Det antyder en ny undersøgelse fra Bergen universitet i Norge, hvor forskere har analyseret data fra 6.235 deltagere i EUs Respiratoriske Sundhedsundersøgelse, hvor deltagerne i gennemsnit var 34 år da de blev tilmeldt for 20 år siden.
"Mens de kortvarige virkninger af rengøringsmidler på astma bliver stadig mere dokumenterede, mangler vi kendskab til den langsigtede effekt", siger seniorforsker dr. Cecile Svanes, der er professor ved universitetets Center for International Health.
"Vi mistænkte, at sådanne kemikalier dag efter dag, år efter år, kunne accelerere graden af lungefunktionsfald, der opstår med alderen."
Undersøgelsen viste, at i forhold til kvinder, der ikke gør rent dagligt:
faldt den mængde luft, som en person kan udånde på et sekund (FEV1), med 3,6 milliliter (ml) / år hurtigere hos kvinder, der gør rent hjemme og 3,9 ml / år hurtigere hos kvinder, der arbejdede med rengøringsmidler.
faldt den samlede mængde luft, som en person kan udånde (FVC), med 4,3 ml / år hurtigere hos kvinder, der gør rent hjemme og 7,1 ml / år hurtigere hos kvinder, der arbejdede med rengøringsmidler.
Forskerne fandt ud af, at den accelererede lungefunktionsnedgang hos kvinderne, der arbejder med rengøringsmidler, var sammenlignelig med at ryge små 20 cigaretter dagligt.
Forskerne spekulerer på, at nedgangen i lungefunktionen skyldes den irritation, som de fleste rengøringsmidler forårsager på slimhinderne, der forer luftvejene, hvilket med tiden resulterer i vedvarende ændringer af luftvejene.
Undersøgelsen fandt ikke, at forholdet mellem FEV1 og FVC faldt hurtigere hos kvinder, der gjorde rent end hos dem, der ikke gjorde. Det bruges til diagnosticering og overvågning af patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom eller KOL. Undersøgelsen viste, at astma var mere udbredt hos kvinder, der gjorde rent hjemme (12,3 procent) eller på arbejde (13,7 procent) sammenlignet med dem, der ikke gjorde rent (9,6 procent).
Til gengæld havde mænd, der enten gjorde rent hjemme eller på arbejde, ikke et større fald i FEV1 eller FVC end mænd, der ikke gjorde rent.
Forskerne erkender, at undersøgelsen er begrænset af at der kun var meget få kvinder, som ikke gjorde rent hjemme eller på arbejde. Antallet af mænd, der arbejdede med rengøring var også lille, og deres eksponering for rengøringsmidler var sandsynligvis anderledes end kvindernes arbejde som rengøringspersonale.
"Hovedbudskabet fra dette studie er, at rengøringskemikalier på langt sigt meget sandsynligt forårsager ret væsentlig skade på lungerne," siger forskerne.
"Disse kemikalier er normalt unødvendige; klude med mikrofibre og vand er mere end nok til de fleste formål."