Skip to main content

Tarmbakterier kan forhindre brystkræft

{snippet modul199}
 
{module 187}

Jo mere varieret din tarmflora er, desto mindre er din risiko for brystkræft.

Det antyder en undersøgelse, hvor forskere fra National Institutes of Health's National Cancer Institute (NCI) i Bethesda og Kaiser Permanente i Colorado har analyseret urin- og fæces-prøver fra 60 kvinder, der havde passeret overgangsalderen.

Resultaterne viste, at postmenopausale kvinder med en større diversitet i deres tarmbakterier havde en sundere andel af østrogen metabolitter, der har vist sig at have betydning for risiko for brystkræft.

Siden 1970'erne har det været kendt, at ud over at stå for nedbrydning af mad har tarmbakterier indflydelse på hvordan kvinders kroppe behandler østrogen. Tarmbakterier afgør om østrogen og fragmenterne efter at hormonet er behandlet fortsat cirkulerer i kroppen eller bliver udrenset gennem urin og afføring.

Tidligere undersøgelser har vist, at niveauet af østrogen og østrogen metabolitter, der cirkulerer i kroppen er forbundet med risiko for at udvikle brystkræft efter overgangsalderen.

"Hos kvinder, der havde mere varierede tarmbakterier blev flere østrogen-fragmenter udrenset efter at kroppen havde metaboliseret hormonet i forhold til kvinder med en mindre varieret tarmflora," siger en af undersøgelsens forfattere dr. James Goedert fra National Cancer Institute i Bethesda.

"Dette mønster tyder på, at disse kvinder kan have en lavere risiko for at udvikle brystkræft."

Resultaterne er baseret på fækale og urinprøver fra 60 postmenopausale kvinder indskrevet i Kaiser Permanente Colorado. Kvinderne var mellem 55 og 69 år, og alle deltagerne havde fået en mammografi med normale resultater i løbet af de foregående seks til otte uger. Prøverne blev analyseret for bakteriel mangfoldighed og forholdet mellem østrogen-fragmenter og østrogen for at kunne bestemme risikoen for brystkræft.

"Vores resultater tyder på en sammenhæng mellem mangfoldigheden af tarmfloraen, hvilket teoretisk kan ændres med kostændringer eller medicin, og den fremtidige risiko for at udvikle brystkræft," siger Goedert, der har fået undersøgelsen offentliggjort i Endocrine Society Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism (JCEM).

"Resultaterne fra dette studie bør dog gentages med større grupper af kvinder. Men vi håber, at fordi tarmfloraen kan ændre den måde, kroppen behandler østrogener, kan det en dag blive et mål for forebyggelse af brystkræft."