Religiøse har større succes med psykisk behandling
At tro på Gud hjælper åbenbart på resultatet, når man går til psykolog. Og troen på Gud kombineret med tillid til at din behandling vil virke er endnu bedre for at opnå succes.
Et lille studie offentliggjort i Journal of Affective Disorders viser, at mennesker, som tror på højere magter, har mere gavn af psykologisk eller psykiatrisk behandling for en psykisk lidelse. De får det simpelthen bedre efter behandlingen end mennesker, som ikke tror på Gud eller på anden måde er spirituelle.
Undersøgelsen omfattede 159 mennesker med en gennemsnitsalder på 33 år, som gik i dagbehandling på McLean Hospital i USA. 60 pct. af dem var blevet diagnosticeret med depression, 12 pct. var maniodepressive og resten havde lidelser som f.eks. angst.
Forskerne spurgte både ved forsøgets start og ved slutningen deltagerne om, i hvor høj grad de var troende med svarmuligheder fra ’slet ikke’, ’lidt’ op til ’i høj grad’. Derudover spurgte de til niveauet af depressionen, deres generelle velbefindende og evt. selvskadende adfærd.
Og forskerne fandt, at deltagere, som sagde, de troede på Gud, havde en bedre chance for at få noget godt ud af deres behandling, sammenlignet med ikke-troende. Og ikke mindst: Deltagere, som svarede, at de slet ikke eller kun i ringe grad troede, havde en dobbelt risiko for ikke at få noget ud af behandlingen.
Tillid har betydning
Desuden fandt forskerne ud af, at dem, som troede på Gud, men som ikke var aktive i en kirke, stadig havde et positiv udbytte af behandlingen.
Forskerne konkluderer, at troen på Gud forbedrer behandlingsresultaterne, men de finder det endnu mere vigtigt, at deres resultater tyder på, at hvis man har tillid til selve behandlingen og har store forventninger til at få noget ud af behandlingen er det også ting, der – ligesom troen på Gud – kan påvirke resultaterne positivt.
På samme måde viser en undersøgelse fra University of Missouri fra sidste år, at det at være spirituel er forbundet med et bedre helbred, uanset om du selv forbinder din spiritualitet med en bestemt religion. Forskerne mener, at det er sundt, når man føler sig mindre ensom og på den ene eller anden måde føler sig forbundet med resten af universet.