Ændring af spisetider kan slanke dig
Mindre ændringer i hvornår du spiser morgenmad og aftensmad kan reducere dit kropsfedt, men det kan være svært for de fleste.
Det antyder en ny pilotundersøgelse fra University of Surrey, hvor forskere har bedt deltagere om at spise senere morgenmad og tidligere aftenmad i en periode på 10 uger for at finde ud af hvordan det påvirkede madmængden, kropssammensætning og risikomarkører i blodet for diabetes og hjertesygdom.
De ialt 16 deltagere blev opdelt i to grupper, hvor halvdelen skulle spise deres morgenmad 90 minutter senere og deres aftensmad 90 minutter tidligere, mens de resterende skulle spise på deres sædvanlige tidspunkter.
Deltagerne skulle afgive blodprøver og skrive komplette kostdagbøger før og under den 10 uger lange intervention og udfylde et feedback spørgeskema umiddelbart efter undersøgelsen.
I modsætning til tidligere undersøgelser på dette område blev deltagerne ikke bedt om at holde en streng diæt, men kunne spise frit, forudsat at det var inden for et bestemt tidsrum. Dette hjalp forskere med at vurdere, om denne type diæt var let at følge i hverdagen.
Alene det at de ændrede deres spisetider betød at deltagerne i gennemsnit tabte mere end dobbelt så meget kropsfedt som dem i kontrolgruppen, der spiste deres måltider som normalt.
Selv om der ikke var nogen begrænsninger for, hvad deltagerne kunne spise, opdagede forskerne, at de, der ændrede deres spisetider, spiste mindre mad generelt end kontrolgruppen. Det viste sig også i svarene på spørgeskemaer, som viste, at 57 procent af deltagerne noterede sig en reduktion i fødeindtagelse enten på grund af nedsat appetit, nedsat spisemuligheder eller mindre snacking (især om aftenen). Det er i øjeblikket usikkert, om den længere fasteperiode (mellem aftenmad og morgenmad), som denne gruppe har foretaget, også var medvirkende til denne reduktion i kropsfedt.
Som led i undersøgelsen undersøgte forskerne også, om fastende kostvaner er forenelige med hverdagen og langsigtet engagement. På spørgsmålet følte 57 procent af deltagerne, at de ikke kunne have fortsat med de nye spisetider ud over de 10 uger på grund af familieliv og job. Imidlertid ville 43 procent af deltagerne overveje at fortsætte, hvis tidsrummet var mere fleksibelt.
"Selv om denne undersøgelse er lille, har den givet os uvurderlig indsigt i, hvordan små ændringer i vores spisetider kan have fordele for vores kroppe. Reduktion i kropsfedt mindsker vores chancer for at udvikle fedme og beslægtede sygdomme, så det er vigtigt at forbedre vores samlede sundhed," siger chefforsker dr. Jonathan Johnston, der har fået pilotstudiet offentliggjort i Journal of Nutritional Sciences.
"Som vi har set hos disse deltagere er faste vanskelig at følge og ikke altid forenelig med familielivet og ens sociale liv. Vi skal derfor sørge for, at spisetiderne er fleksible og befordrende for det virkelige liv, da de potentielle fordele ved sådanne kostvaner er klare at se.
"Vi vil nu bruge disse foreløbige resultater til at designe større, mere omfattende undersøgelser af tidsbegrænset spisning."