E-cigaretter er mindre vanedannende
Tidligere rygere oplever, at e-cigaretter er mindre vanedannende end traditionelle cigaretter, viser ny forskning.
Selv om rygerne "røg" e-cigaretter lige så ofte, som de oprindelig røg almindelige cigaretter, så var deltagerne i undersøgelsen enige om, at, de havde færre abstinenser og følte sig mindre tilbøjelige til at være irritable over deres behov for at ryge.
"Mønstret var meget klart. Brugerne af e-cigaretter følte sig mindre afhængige,” siger Jonathan Foulds, der er professor i offentlig sundhedsvidenskab og psykiatri ved Penn State College of Medicine.
E-cigaretter er blevet mere populære i de seneste fem år, fordi de ofte kan hjælpe rygere med at opgive de traditionelle cigaretter. Selv om e-cigaretterne indeholder langt færre kræftfremkaldende og giftige stoffer end cigaretter, så er deres langsigtede sundhedsmæssige virkninger ukendte.
I undersøgelsen deltog 3.600 e-cigaret brugere, der tidligere havde været afhængige af cigaretter, men som nu udelukkende brugte e-cigaretter.
Flere pauser
Deltagerne brugte e-cigaretterne omkring 24 gange om dagen, hvilket svarede til det antal cigaretter, de normalt røg. Men deres afhængighed af e-cigaretter var meget anderledes. De var mere tilbøjelige til at vente længere med at tage deres første hiv først på dagen. Med e-cagaretter varede det i gennemsnit 45 minutter i forhold til 27 minutter, når de røg almindelige cigaretter.
To ud af fem vågnede om natten og tændte en cigaret, men med e-cigaretter var det kun omkring 7 pct., der gjorde det.
Omkring en tredjedel havde en stærk trang til at bruge deres e-cigaretter sammenlignet med mere end ni ud af 10, når de røg cigaretter.
Omkring en fjerdedel af deltagerne sagde, at de var irritable eller nervøse, når de ikke brugte deres e-cigaretter mod 90 pct., der havde haft følelsen, da de røg.
”Der er flere årsager til, at e-cigaretter kan skabe mindre afhængighed af nikotin,” siger Foulds.
"Nikotinniveauet i blodet får et meget større løft med rygning end med e-cigaretter."
"Når du ryger cigaretter, ryger du det hele på én gang. Med e-cigaretter tager du to eller tre hiv, og derefter venter du 10 eller 15 minutter, før du ryger igen.”
Selv om E-cigaretter med nikotin er ulovlige i Danmark, kan de købes overalt.