Gynækologer bør anbefale kosttilskud mod hedeture
Europæiske gynækologer bør fremover anbefale kosttilskuddet Femarelle som førstevalg mod de mest almindelige gener ved overgangsalderen.
Anbefalingen kommer efter at nye studier har vist, at midlet DT56a, der er udvundet af specifikke sojabønner, i det store og hele er lige så effektivt som hormoner.
Den overraskende nye retningslinie kom på den netop overståede 12. gynækologiske kongres i Barcelona, hvor det især blev fremhævet, at DT56a ikke øger risikoen for brystkræft.
Det er så vidt vides første gang, at et kosttilskud indgår i anbefalinger eller retningslinier som førstevalg i behandlingen af patienter.
Selv om millioner af kvinder i forbindelse med overgangsalderen rammes af gener som hedeture, nattesved, dårlig søvn, humørsvingninger, tørre slimhinder og knogleskørhed, undlader mange, at tage hormoner af frygt for brystkræft.
"Selvom virkningen ligner hormonbehandling, er der en stor forskel i alle undersøgelserne, effekten var selektiv og ikke målrettet brystet eller livmoderen," fortalte den italienske gynækolog og formand den europæiske gynækologiforening, ESG, Andrea R. Genazzani, da han fremlagde den nye retningslinie på kongressen.
Tilmed viste det ingen øget risiko for blodpropper - end ikke for kvinder med en større risiko.
Voksne Kvinders blogger Christine Felding har længe været opmærksom på midlet og har anbefalet det til patienter, der ikke ønskede at tage hormoner.
"Det er første gang, jeg er imponeret over et kosttilskud – og der skal noget til at imponere en, der er så gammel i gamet, som jeg er. I Matas er der jo hyldemeter på hyldemeter med kosttilskud, der påstår at kunne lindre overgangsalderen, men det her er det eneste, jeg hidtil har haft tiltro til, fordi der er lavet direkte sammenlignende studier, hvor det er holdt op mod effekten af den hormonbehandling, vi ellers giver," siger hun, der dog vil vente på en udmelding fra den danske gynækologforening før hun vil bruge midlet som førstevalg.
Da Femarelle er et kosttilskud får det ikke tilskud fra den offentlige sygesikring eller fra sygesikringen Danmark. Prisen på 300 kroner pr. måned er derfor tre gange så høj som prisen for typisk hormonbehandling.
Femarelle er først kommet på det danske marked for et halvt år siden og sælges både på apoteket, i Matas og visse forretninger med kosttilskud.