Midaldrende i god form undgår demens som gamle
Er du i god form omkring 50 års alderen, bliver du først ramt af demens 11 år senere - som 90-årig - end midaldrende kvinder i dårlig eller moderat fysisk form.
Det antyder en ny svensk undersøgelse fra Göteborgs universitet, hvor forskere har fulgt 191 kvinder i 44 år efter at have testet deres kondition.
Resultaterne viste, at kvinder i god form som midaldrende havde en 90 procent mindre risiko for at udvikle demens og at de i givet fald først blev ramt 11 år senere.
"Disse resultater er spændende, fordi de tyder på, at en forbedring af folks hjertekar-system som midaldrende kan forsinke eller endda forhindre dem i at udvikle demens," siger chefforsker Helena Hörder, der har fået undersøgelsen offentliggjort i tidsskriftet Neurology.
De 191 kvinder med en gennemsnitsalder på 50 år tog en test på en træningscykel indtil de var udmattede for at måle deres højeste hjertekar kapacitet. I alt 40 kvinder opfyldte kriterierne for et højt fitnessniveau svarende til mindst 120 watt. 92 kvinder havde et moderat fitnessniveau, mens 59 kvinder havde et lavt fitnessniveau svarende til maksimalt 80 watt, hvis de da ikke var blevet stoppet på grund af højt blodtryk, brystsmerter eller andre hjertekarproblemer.
I løbet af de næste 44 år blev kvinderne testet for demens seks gange. I løbet af den tid udviklede 44 af dem demens. Kun fem procent af kvinderne med et højt fitnessniveau udviklede demens, sammenlignet med 25 procent af kvinder med moderat kondition og 32 procent af kvinderne med lav kondition. Kvinderne med den bedste kondion var 88 procent mindre tilbøjelige til at udvikle demens end kvinderne med moderat kondition.
Blandt kvinderne, der måtte stoppe testen på grund af problemer, udviklede 45 procent demens senere.
"Dette indikerer, at hjertekar-problemer som midaldrende kan øge risikoen for demens meget senere i livet," siger Hörder.