Skip to main content

Lugt til din kærestes tøj og slap af

Er du stresset eller nervøs, så forsøg at dufte til din kærestes skjorte eller T-shirt. Det skulle ifølge en ny undersøgelse fra University of British Columbia gøre dig rolig og få dig til at stresse af.

{snippet start}

Undersøgelsen, der netop er offentliggjort i Journal of Personality and Social Psychology, viste, at kvinder føler sig roligere efter at have været udsat for deres mandlige partneres duft. Omvendt havde en fremmeds duft den modsatte virkning og medførte forhøjede niveauer af stresshormonet cortisol.

"Mange mennesker bærer deres partners skjorte eller sover på deres partneres side af sengen, når deres partner er væk," siger Marlise Hofer, der er studiets hovedforfatter og kandidatstuderende i psykologi.

"Vores resultater tyder på, at en partners duft alene, selv uden deres fysiske tilstedeværelse, kan være et effektivt værktøj til at reducere stress."

Forskerne rekrutterede 96 par, hvor mændene fik en ren T-shirt, de skulle bære i 24 timer og blev bedt om ikke at bruge deodorant og duftende kropsprodukter, ejheller at ryge og spise bestemte fødevarer, der kunne påvirke deres duft. Deres T-shirts blev derefter frosset ned for at bevare duften.

Kvinderne blev derefter bedt om at lugte til en T-shirt, der enten var ren eller havde været båret af deres partner eller en fremmed. De fik ikke at vide hvilken T-shirt de var blevet bedt om at lugte til. Kvinderne gennemgik en stresstest, der involverede en falsk jobsamtale og en mental matematisk opgave, og besvarede også spørgsmål om deres stressniveauer og leverede spytprøver anvendt til at måle deres cortisolniveau.

Forskerne bad kvinder om at fungere som "duft-testere", fordi kvinder plejer at have en bedre lugtesans end mænd.

De fandt ud af, at kvinder, der havde lugtet til deres partners T-shirt, følte sig mindre stresset både før og efter stresstesten. De, der både lugtede til deres partners T-shirt og også korrekt identificerede duften, havde også lavere niveauer af kortisol, hvilket tyder på, at de spændingsreducerende fordele ved en partners duft er stærkest, når man ved, hvad man lugter til.

Til gengæld havde kvinder, der havde lugtet til en fremmeds duft, højere cortisolniveauer i stresstesten.

Forfatterne overvejer derfor, om evolutionære faktorer kan påvirke hvorfor den fremmede duft påvirker kortisolniveauerne.

"Fra en ung alder frygter mennesker fremmede, især fremmede mænd, så det er muligt, at en fremmeds duft sætter gang i "kæmp eller flygt"-reaktionen, der fører til forhøjet kortisol," siger Hofer.

"Dette kan ske uden at vi er fuldt bevidste om det."

Frances Chen, studiets seniorforfatter og lektor i psykologi, siger at resultaterne kan hjælpe folk med at håndtere stressende situationer, når de er væk fra deres kære.

"Med globaliseringen går folk i stigende grad på arbejde og flytter til nye byer," sagde Chen.

"Vores forskning tyder på, at noget så simpelt som at tage en beklædningsgenstand tilhørende din elskede, kunne hjælpe med at sænke stressniveauet, når du er langt hjemmefra."