Fedtfattig yoghurt beskytter mod depression
Fedtfattig mælk og yoghurt i stedet for fede mejeriprodukter reducerer risikoen for at få depression.
Det antyder en undersøgelse fra Japan og Kina, hvor forskere har sammenlignet næsten 1.200 deltageres forbrug af mejerivarer og deres tendens til depression.
Mejeriforbruget har længe været forbundet med en lang række sundhedsmæssige fordele af fysisk karakter, men virkningen på psykisk helbred har stået uklart.
Derfor undersøgte professor Ryoichi Nagatomi fra Tohoku University og kolleger i Japan og Kina sammenhængen mellem fede og fedtfattige mælkeprodukter og depressive symptomer som udmattelse, tristhed, angst, hjælpeløshed og håbløshed.
Undersøgelsen omfattede 1.159 japanske voksne mellem 19 og 83 år. Der var 897 mænd og 262 kvinder, hvoraf henholdsvis 31,2% og 31,7% var deprimerede.
Forskerne spurgte deltagerne i et spørgeskema, hvor ofte de indtog fed eller fedtfattig mælk eller yoghurt. Depressive symptomer blev evalueret ved hjælp af et skema med 20 spørgsmål som et redskab til at skelne folk med og uden depression.
Resultatet viste, at folk, der indtager fedtfattige mejeriprodukter mellem en og fire gange om ugen, er mindre deprimerede. Sammenhængen var der også selv efter at have taget højde for faktorer som alder, køn, sundhedstilstand, ernæringsstatus og livsstil.
Undersøgelsen fandt ingen sammenhæng mellem forbrug af fed mælk og depressive symptomer. Forskerne spekulerer på om dette skyldes, at transfedtsyrer i federe mælk, afbryder den antidepressive effekt af en anden mælkekomponent, tryptophan.
Andre mejeriprodukter som ost og smør, blev ikke medtaget i undersøgelsen. Det er også uklart, om mælk eller yoghurt havde den stærkeste indflydelse.
Forskerne pointerer at yderligere undersøgelser er nødvendige for at bekræfte og afklare årsagssammenhængen af resultaterne.