Sov godt trods stress ved at spise dette
Ligger du og vender og drejer dig i sengen efter en stresset dag, så kan der være hjælp at finde ved at spise risklid eller andre fødevarer med stoffet octacosanol.
Det antyder en ny undersøgelse fra det japanske universitet i Tsukuba, hvor forskere har forsøgt at finde en erstatning til sovepiller til personer med søvnmangel grundet stress.
Stress er en af de vigtigste faktorer til søvnforstyrrelser eller problemer med at falde i søvn og søvnløshed i sig selv er også enormt stressende. Tilgængelige sovepiller kan ikke påvirke stressårsagen til søvnløsheden og har ofte alvorlige bivirkninger. Søvnløshed er også forbundet med visse andre sygdomme, herunder fedme, kardiovaskulære sygdomme, depression, angst og lignende.
Men den japanske undersøgelse fra International Institute for Integrative Sleep Medicine (WPI-IIIS) viste at octacosanol reducerer stress og afværger stressbelastet søvn.
Octacosanol findes især i sukkerrør, risklid, hvedekimolie, men fåes også som kosttilskud i form af råekstraktet policosanol, hvor octacosanol er hovedbestanddelen. Policosanol og octacosanol er allerede blevet anvendt til mennesker med forskellige andre medicinske tilstande.
I den nye undersøgelse har forskerne undersøgt octacosanols påvirkning af søvnen hos mildt stressede mus. Octacosanol viste sig at reducere corticosteronniveauet i blodplasma, hvilket er en stressmarkør. Desuden viste musene sig at sove normalt sammenlignet med tidligere, hvor søvnen blev forstyrret på grund af stress.
De hævder derfor, at octacosanol formindsker stress hos musene og genopretter stress-påvirket søvn hos mus. Forskerne påpeger samtidig, at octacosanol ikke påvirkede søvnen hos mus, der ikke var ramt af stress.
De mener derfor, at octacosanol er en aktiv forbindelse, der har potentiale til at reducere stress og forøge søvn, og det kan potentielt være nyttigt til behandling af søvnløshed forårsaget af stress. Octacosanol kan betragtes som sikker til brug smennesker, fordi det er en fødevarebaseret forbindelse og ikke menes at have bivirkninger.
Octacosanol / policosanol kosttilskud bruges af mennesker til funktioner som lipid metabolisme, kolesterolsænkning eller til muskelopbygning.
Der mangler dog ordentlige kliniske undersøgelser for at bekræfte dets virkning på mennesker for dets stressbegrænsende og søvnfremkaldende potentialer.
"Fremtidige undersøgelser skal identificere hvor octacosanol påvirker i hjernen og hvordan det bryder hjerne-blod barrieren samt mekanismen, som får octacosanol til at sænke stress," siger Mahesh K. Kaushik, der var chefforsker på undersøgelsen, som er offentliggjort i tidsskriftet Scientific Reports.