Voksne Bloggere
Sådan vælger du den rigtige fugtighedscreme
Der er mange faktorer, der er årsag til, at huden tørrer ud. Uanset hvad grunden er, så skal huden tilføres fugt og ikke vand!
I mit daglige arbejde som hudlæge bliver jeg ofte spurgt, om det er nødvendigt at bruge fugtighedscreme. Og det er det!
Rigtig mange mennesker har anlæg for tør hud, og nogle har en medført tør, sart hud.
Det gælder f.eks., hvis man har allergi for græspollen, dyrehår eller husstøv . Med alderen bliver huden også mere tør på grund på grund af hormonelle forandringer.
Hvis man gennem livet har været soldyrker vil en af skaderne også være tør hud, ligesom hyppig vask med f.eks. flydende sæber også vil udtørre huden
Når man skal behandle tør hud, er det vigtigt at forstå, at det er fedtstoffer og ikke vand, der skal tilføres huden. Mange cremer praler af at kunne tilføre huden fugt, men hvis vand alene kunne hjælpe, ville et karbad jo være det ideelle!
Huden skal derimod tilføres fedtstoffer, som nedsætter fordampningen af vand gennem huden, så den føles mere fugtig.
Undgå kemi
Når man skal vælge en fugtighedscreme, er det vigtigt, at den ikke indeholder parfume. Mange parfumer indeholder i dag mere end 100 kemiske stoffer, og de kan give hudirritation, ligesom man kan blive overfølsom for dem.
Konserveringmidler kan også give problemer både med irritation af huden og allergi. Det ved producenterne, så i dag er det muligt at få fugtighedscremer med meget få konserveringmidler, og enkelte mærker indeholder slet ingen.
Der har været megen debat om, hvor høj en fedtprocent en god fugtighedscreme skal indeholde.
Alt for fede fugtighedscremer har det problem, at de er svære at smøre ind i huden. Det medfører, at man har lyst til at springe over. Men cremer virker jo kun, hvis de kommer ud af tuben!
Det er derfor vigtigt, at man forsøger sig lidt frem og finder en creme, som passer godt til ens hud.
Har man meget tør hud, kan det være en fordel at anvende cremer, som indeholder carbamid 5% eller mælkesyre (lactic acid). Disse indholdstoffer medvirker til at holde på fugten i huden.
Konklusion: Brug fugtighedscreme ofte og brug en creme uden parfume og med få konserveringsmidler. Prøv dig frem og find en creme som. du føler, er nem at bruge, og som giver den ønskede effekt.
When you subscribe to the blog, we will send you an e-mail when there are new updates on the site so you wouldn't miss them.
Comments