Jeg vil ha' et fjumreår

Vi er rigtig mange voksne kvinder, der har arbejdet hele vores voksne liv. Og jeg synes, vi fortjener hvert et fjumreår!

Faktisk er det da aldersdiskrimination, at man kun taler om fjumreår og tænkepauser, når det handler om unge.

For vi andre har godt nok fortjent det efter et langt arbejdsliv. Nogle år med endda mere end 2 jobs, nærmere 2,5: Det som mor, det på arbejdsmarkedet – og så det ekstra man måtte yde på arbejdspladsen for at ingen skulle sige, at man var dårlig til sit job fordi man var blevet mor.

Og nu ikke noget piv – og heller ikke noget lyv. Jeg har elsket mit arbejde, og jeg elsker det i dag. Som regel – ja, oftest. Men en gang imellem er det jo sådan, at arbejdet står i vejen for alt det andet man jo skal og må nå.

Denne sommer fik jeg heller ikke et drivhus. For jeg må erkende, at jeg har ikke tid til at være over det i den grad, som det er nødvendigt, hvis man vil have fuldt udbytte af det.

Hvis nu jeg fik tildelt et fjumreår – at der kom nogen og sagde til mig, at nu fortjente jeg et års pause efter 43 års tro tjeneste på arbejdspladser lige fra grillbarer, bagerbutikker, bladhuse…

Jeg ville sige ja tak. Og så ville de få en glad og energisk mig tilbage, som med glæde ville tage endnu en tørn. I hvert fald nogle år endnu – for på et tidspunkt har jeg jo ambition og vilde drømme om fjumreår på ubestemt tid.

Sygdom skal arbejdes væk

Det skal bestemt ikke forstås sådan, at jeg gerne vil holde op med at arbejde lige her og nu. Hvis det var en aktuel mulighed, ville jeg løbe skrigende væk. Mit liv er på mange måder at arbejde.

Og når det kører allerbedst, slapper jeg faktisk af med at arbejde! Dengang jeg var småbørnsmor kunne jeg drømme om at komme på arbejde for at få lidt styr på mine tanker og overskud til at komme glad hjem og passe mit barn igen. I perioder var det endda mindre anstrengende at have et – selv ansvarsfuldt – job end at passe et lille barn.

Som Lise Nørgaard en gang sagde: ”Arbejdsmarkedet er en mors bedste rekreationssted…” Det har hun ret i.

Men også i andre livsperioder er arbejdet fantastisk. Op- og nedture udlignes og stabiliseres jo fint ved et godt og fast arbejde, hvor der skal lægges kræfter i og som kræver koncentration og nærvær.

Det holder mange psykiske og fysiske skavanker for døren.

Jeg havde en gang en chef, der altid sagde: ”Der findes ikke en sygdom, som ikke kan arbejdes væk.” Han er desværre død nu – og det var ikke manglen på arbejde, der fik bugt med ham, kan jeg garantere. Men lidt ret har han jo.

Megen hjertesorg og navlepilleri går over af sig selv, når man har hylende travlt. Mange detaljer lærer man at se stort på, når store arbejdsopgaver tvinger én til at tage syvmilestøvlerne på.

Men nok så meget godt, der er at sige om at arbejde, nok så meget kunne det være skønt med nogle indlagte laaange pauser. Og gerne med lidt kortere intervaller, når man nærmer sig guldbryllupsalderen med arbejdsmarkedet.

Giv mig et fjumreår – og I kan få jeres efterløn tilbage. Ja, tilmed også næste skattelettelse. Behold den.

Giv mig lov til at trække vejret og arbejde i mit eget tempo. Giv mig mulighed for at bevare arbejdsglæden, der har været så stor en del af mit liv.

Giv mig et liv med masser af plads til fjummer… Rygsæksrejser i månedsvis, drivhusbyggeri, pasning af små børn med fortravlede forældre, venindeskaber, kæresteri, livsglæde, brygning af kryddersnaps og rigtig meget mere.

Kære politikere: Læg gerning bag jeres flotte ord om ’det grå guld’ og fremtidsanalyserne og det store behov for de gamle på arbejdsmarkedet. Og forkæl os som var vi unge mennesker, der naturligvis alle sammen skal have deres fjumreår. I skal nok få det igen.