Voksne Bloggere
Blødning ved samleje skal altid undersøges – uanset alder
En 53-årig kvinde kom for nylig op i klinikken og fortalte, at hun var blevet skilt for otte år siden, og for to år siden havde mødt en ny mand, hvis kone var død af livmoderhalskræft nogle år i forvejen.
Patienten selv havde fulgt de anbefalede celleprøver hvert tredje år, til man bliver 50 (derefter er det kun hvert femte år), senest for ca. 2½ år siden.
Hun henvendte sig p.g.a. såkaldt kontaktblødning, altså blødning ved samleje, som havde stået på et halvt års tid.
Ved den gynækologiske undersøgelse havde hun et letblødende ’sår’ på livmoderhalsen. Jeg foretog en kikkertundersøgelse, som gav mistanke om svære celleforandringer.
Hun fik foretaget et skrab fra livmoderhalskanalen og vævsprøver rundt om livmodermunden. Mikroskopien bekræftede, at der var alvorlige celleforandringer – sidste stadie før cancer.
Jeg foretog en kegleoperation . Det er et mindre indgreb, som kan foretages i lokalbedøvelse. Det blødte ganske meget ved operationen, og det fik mig til at mistænke, at det måske alligevel var værre end først antaget.
En lille uge senere fik vi svar. Det var cancer, og jeg måtte henvise hende til operation på hospitalet.
Forhåbentlig kan hun nøjes med operation, men det er afhængigt af, hvad de finder i lymfeknuderne, hvis canceren har spredt sig.
Denne historie er et eksempel på, at smitte med HPV-virus, som bl.a. forårsager celleforandringer og livmoderhalskræft, kan overføres fra den ene person til den anden og videre til den tredje.
Moralen er: Kontakt blødning skal altid tages alvorligt
Comments 20
Hej
Jeg er en pige på 21 år, som nu to gange i træk har oplevet kontaktblødning. Begge gange har jeg haft ringet til egen læge og jeg har først kunne få en tid 2 uger efter. I nat opstod problemet for 2 gang og jeg ringede til lægen og fik en tid 4 dage før den anden aftale... Det er dog stadig først i næste uge og jeg døjer med sindssyg mange smerter i underliv og Den nederste del af maveregionen. Jeg har det mildest talt rigtig dårligt. Mit spørgsmål er så nu, hvad det kan være udover livmorhalskræft? For jeg ved det ikke er kønsssygdomme eller lignede og jeg har aldrig døjet med det her før. Og jeg har aldrig haft problemer med at være tør under samleje... Så jeg er MEGET bekymret... Er der noget jeg bør gøre?
Mvh en meget fortvivlet pige
Hvis du har mange smerter i underlivet, så må du ringe til lægen igen, selvfølgelig skal du ikke vente i flere uger. M.h.t. blødning ved samleje, så kræver det ALTID en henvisning til gynækolog. Jeg formoder at du er HPV-vaccineret, men man kan jo godt have celleforandringer alligevel desværre.
Tak for dit svar! Jeg har forsøgt at ringe til lægen igen, desværre er det kun en receptionist man taler med og jeg har ikke kunne få en tid tidligere. Er også begyndt at bløde selv om jeg ikke har samleje og siden sidste fredag og døjet med forstoppelse, det er så slem at hverken HUSK eller movicol har kunne hjælpe mig. (Hvilket jeg også har talt med dem om længe... ved ikke om der er en sammenhæng) Men jeg kan ikke få dem til at tage mig seriøst og jeg er ret bange...og ved der sikkert kommer endnu mere ventetid, hvis de skal henvise mig videre... Ved ikke om du har nogle råd til hvordan man kommer hurtigere igennem.
Det er da en meget ufølsom receptionist din læge har. Kan du maile til lægen? Det er vel ikke så heldigt, at du har en sundhedsforsikring? I så fald kan du kontakte dem og komme direkte til en gynækolog eller et privathospital og blive kigget på.
Jeg har en sundhedsforsikringer, der giver adgang til speciallæger og scanninger ved både min forskring og mit arbejde, men jeg kan ikke komme igennem uden en henvisning fra lægen. Jeg Prøvede at kontakte mine læger igen i dag, da jeg nu har konstant blødning og slet ikke skal have mens. Men hele lægehuset er lukket da de er på kursus i morgen og i dag. I stedet har jeg fået fat i et andet lægehus, som min læge henviser til mens de er på kursus. de har givet mig en tid i dag, så nu krydser jeg fingre for, at det bliver bedre!
Held og lykke med det!
Hejsa.
Jeg er en 47 årig kvinde der fik fjernet livmoderen vaginalt i april 2009. Mit sexliv har fungeret rigtig godt siden men de sidste halve år har jeg oplevet kontaktblødninger i varierende grad efter ganske alm samlejer med min kæreste.
Det er ikke nogen bestemt stilling der udløser det, og fugtigheden er ingen problem, alligevel er der blødning.
De sidste to gange har jeg været øm, svarende til toppen af skeden.
Min kæreste er rimeligt udstyret, men det har ikke været et problem i de foregående år...så hvorfor så nu?
Spørgsmålet er, om et er dig eller din kæreste der bløder (se blog fra 2/5 2014) Du bør undersøges hurtigt efter samleje og hvis der ikke er nogen årsag til blødningen, må din kæreste finde ud af, om han har blod i sædvæsken.
Da vi opdagede jeg blødte, indstillede vi samlejet. Senere onanerede min kæreste og det var ikke ham der bløder på nogen måde. Jeg kunne også selv se at det var mig, da jeg efterfølgende indføret to fingre i vagina og de kom røde ud.
Jeg har i mange år, een gan om måneden, selv mærket efter om der skulle være forandringer i skeden, på denne måde, da min søster døde som 36 årig af livmoderkræft, og det var forebyggende og angst for samme skæbne, jeg derfor b.la fik min livmoder, men har æggestokkene endnu.
Men jeg kontakter min læge idag.
Tak for svaret.
Hej.
Jeg er en 23 årig kvinde, som oplevede lidt blødning efter alm samleje. Det er aldrig sket før, og jeg har været øm siden. Nærmest følt som at min underliv tynger nedad. Skal det tjekkes af en læge? Jeg er HPV vaccineret.
Som jeg tidligere har pointeret, bør blødning i forbindelse med samleje altid undersøges.
Som 23-årig er du vel lige blevet indkaldt til din første celleprøve, ikke sandt? Hvis den er OK, ville jeg til at begynde med pode dig for chlamydia. Hvis podningen er negativ, så se lige tiden an, men bliver du ved med, at bløde ved samleje igen igen, så skal du undersøges nærmere hos en gynækolog (men skal have henvisning via din egen læge).
Hej, er en kvinde på 50 som er i overgangsalderen. De sidste 4 år har jeg kun haft menses i vinterperioden, ikke om sommeren. Lige nu har jeg sidst haft det i marts, men har somme tider efter samleje blodigt udflåd, ikke hver gang. Egen læge siger det er pga sarte slimhinder. Blev scannet sidste år i marts, og fik taget celleskrab feb 2015. Skal jeg undersøges igen, eller kan jeg, som lægen siger, se det på? Hilsen den bekymrede, og på forhånd tak for svar.
Og skal tilføje, at alt ved undersøgelser så normalt ud.
Blødning i forbindelse med samleje skal altid ses på af en gynækolog. Måske har din læge ret i, at det er sarte slimhinder, men så må man gøre noget ved det.
Hej
Jeg er en kvinde på 32 år. Fik foretaget biopsier fra livmoderhalsen efter påvist hvp type 16/18 og ASCUS celleforandringer for 1 år siden.
Prøverne kom angiveligt tilbage uden påvisning af livmoderhalskræft.
Imidlertid har jeg nu, det sidste halve år haft kontaktblødbing efter almindelig samleje med min mand. Desuden oplever jeg pletblødninger på dag 21-24 af min 26 dage lange cyklus...
jeg bløder kraftigt, og mine menstruationer varer i ca. 7-10 dage hvor jeg det sidste halve års tid har blødt forholdsvis store koagler til tider...
bør ovenstående give grund til bekymring? Jeg tænker på at det jo kun er 1 år siden jeg blev tjekket sidst, hvor man ikke fandt livmoderhalskræft... så hurtigt kn man vel ikke udvikle det, eller?
Mvh
Kan du ikke sende dit CPR-nummer på min klinikmail: gynaekolog@felding.dk , så checker jeg lige svaret og vender tilbage med et råd.
Hej, jeg har netop opdaget denne tråd, fordi jeg går og er rigtig bekymret for, om alt er ok med mit underliv.
Jeg oplever hyppigt kontaktblødning dagen efter samleje med min kæreste (slimet blodigt udflåd, når jeg tørrer mig), og i dagene efter brunligt udflåd. Jeg har været ved egen læge flere gange og omtalt dette, sidste år til celleskrab, hvor alt var fint. Og i januar var jeg til lægen igen for at blive undersøgt omkring dette igen, hvor hun sagde, at alt så fint ud. Jeg har dog i de sidste tre måneder oplevet smerter i underlivet ca 4-5 dage efter min ægløsning efterfulgt af en kortvarig men rigtig blødning på én dag, for derefter at få min menstruation ‘til tiden’ omkring 26. dag i min cyklus. Min læge siger, at hun ikke kan forklare hvorfor denne blødning opstår efter min ægløsning, men at vi alle har forskellige cyklusser. Jeg er bare rigtig bekymret, fordi jeg synes at det virker mærkeligt at have blodigt udflåd så ofte, samt en rigtig blødning imellem menstrautionen. Det skal nævnes, at jeg har født for to år siden, uden komplikationer, og at jeg siden da har haft en kobberspiral.
Kære BJ
Du bør snarest få en henvisning til en gynækolog. Kontaktblødning - som det du beskriver - SKAL undersøges nærmere, selv om celleprøven er normal. Det behøver ikke, at være noget farligt, men celleforandringer skal udelukkes ved nogle vævsprøver, som gynækologen kan foretage.
Samtidig får du foretaget en ultralydsscanning, hvor man kan se om der skulle være en årsag til de ekstra blødninger du beskriver.
Du bliver altså nødt til, at få fat i lægen og kræve en henvisning.
Tak for dit hurtige svar. Jeg har været ved egen læge i dag som kunne konstatere at min spiral sidder som den skal, men at min slimhinde er generet og let blødende. Hun har taget nogle nye celleprøver, som vi venter svar på sidst på ugen. Men jeg er ved at gå til af nervøsitet, og min læge kunne ikke rigtig sige noget om hvorfor min slimhinde mon er generet. Så jeg er ikke beroliget på nogen måde. Har du nogle bud på hvad det kan være? Er det være farligt? Jeg er simpelthen så nervøs og bekymret. Glemte at skrive i sidste indlæg, at jeg er 27 år, og HPV vaccineret.
Som jeg skrev, så skal kontaktblødning altid undersøges hos gynækolog - uanset om celleprøven er normal eller ej!