Gå ud og gå en tur

Det kan enhver sige, men den simple og ufarlige opfordring kan føles som en møllesten. Det gør den i hvert fald for mig.

For har jeg overhovedet tid til at gå den fordømte tur. Hvor skal jeg gøre det? – og ikke mindst - hvor langt skal jeg gå?

Som den oftest ulykkelige indehaver af en skridttæller, melder der sig rigtig mange samvittighedsspørgsmål, inden man overhovedet får frakken på. For hvor mange skridt giver den tænkte tur mon? Giver den tilstrækkelig med kondi? Er den nu lang nok?

Hjernen kører, mens man sidder og regner den ud, men det tæller jo ligesom ikke.

Selvfølgelig er jeg glad de dage, hvor tælleren viser en lille glad figur, der står og jubler, fordi jeg har gået de nærmest lovbefalede 10.000 skridt. Men det er desværre bare så sjældent.

Oftest når jeg dem ikke, og så er det mig, der er sur - på mig selv. For hvorfor kunne jeg ikke lige tage mig sammen og bruge den tid, det tager at gå en ordentlig, lang tur?

Undskyldninger er der nok af.

Også når batteriet er dødt.

De er sørme svære at få fat i de batterier! For ikke at tale om den lille skruetrækker, der sætter mig i stand til at skifte batteriet! Men når skridttælleren så har ligget død og ensom på bordet i nogle dage, får jeg også dårlig samvittighed over det.

Det er skruen uden ende.

For at blive samvittigheden kvit traver jeg så hen for at købe et nyt batteri. Og på vejen glæder jeg mig over, at skridttælleren heldigvis ikke er så avanceret, at den viser mig en sur figur, når jeg ikke når mit mål. For så ville den da være lysende sur konstant. Til gengæld græmmes jeg over, at den ikke tæller mine skridt på vejen til batteributikken!