Jeg melder mig frivilligt til at betale hos lægen

Hvorfor er det egentlig så utænkeligt, at nogle af os skal betale for at gå til lægen?

På folkemødet på Bornholm blev spørgsmålet igen aktuelt: ”Skal vi indrette vores sundhedsvæsen sådan, at besøg hos den praktiserende læge ikke er ubetinget gratis?”.

Vandene er delte i spørgsmålet, hvor dele af højrefløjen mener, at det er et relevant spørgsmål, mens regeringspartierne nærmest slår korsets tegn for sig, når ordet brugerbetaling kommer på bordet.

Nej, da. Betaling for besøg hos lægen vil øge uligheden er et af hovedargumenterne.

Ja, måske. Men måske ville det faktisk kunne indrettes så vi netop øgede ligheden, ved at de bredeste skuldre bar lidt mere også her.

Det kunne jo indrettes, så det kun var dem, der havde råd til at gå til lægen, som bidrog til vores sundhedsudgifter på denne måde. Vi betaler i forvejen når vi går til tandlæge, og det holder formodentlig ikke langt de fleste danskere fra at få ordnet deres tænder.

Dem, der afholder sig fra at gå til tandlægen fordi de ikke har råd, burde have det gratis. På samme måde med at gå til læge. Og på samme måde som vi gør med så mange andre ting i vores samfund. Huslejetilskud, børnetilskud, fripladser på privatskoler osv.  De, der kan, betaler. De, der ikke kan betale, får det gratis eller næsten gratis.

Og hvor er logikken egentlig i, at vi ikke betaler for lægen – mens vi betaler for den behandling han udskriver. Når vi går ud af lægens dør og ind af apotekets, så skal pungen op. Hvorfor stopper vi lige der og hvem har bestemt, at systemet kun kan være indrettet på den måde?

Jeg betaler stadig med glæde min skat

Det mest mærkelige ved denne debat er, at den ofte slutter meget brat – nærmest som om vi har med et tabu at gøre.

Der er sikkert rigtig mange vanskeligheder forbundet med at omlægge systemet og inddrage delvis brugerbetaling.  Hvem skal betale og hvem skal ikke? Folk med kroniske sygdomme som KOL-patienter er jo de dyre, men de skal måske slet ikke betale, netop fordi de er kronikere og har brug for at komme til lægen ofte. Eller skal også de med en kronisk sygdom og god økonomi måske også bidrage lidt?

Ligesom jeg faktisk hører til dem, der stadig betaler min skat med glæde, vil jeg også være en af dem, der med glæde lægger et overskueligt beløb når jeg går til læge. Og jeg har ikke noget imod, hvis der sidder medpatienter i venteværelset, som ikke betaler ved kasse 1.

Sådan er et velfærdssamfund. Men det er som om det er givet, at vores samfund skulle blive mindre solidarisk ved at vi hver især betaler det vi magter til en bestemt ydelse.

Når jeg går på apoteket og henter den medicin, min læge har udskrevet, så betaler jeg den fulde pris – eller den fulde pris minus de tilskud staten betaler til medicinen. Nogle betaler ikke, for de har brug for meget medicin og har måske ikke pengene til at betale. Og det synes jeg faktisk er helt i orden.

Brug for nytænkning

Vi har brug for nytænkning hvis vi fremover skal få råd til at betale for et godt sundhedsvæsen. At nogle af os skal betale for at gå til lægen er jo på ingen måde nytænkning. Den diskussion har været kortvarigt luftet mange gange før.

Men man tør jo slet ikke tænke på, hvis nogen virkelig fandt på noget nyt og anderledes, hvor mange refleksreaktioner vil det så give?

Kære politikere og andre ansvarlige. Lad nu være med at være så bagstræberiske. Vi må ryste posen. Og vi må alle give lidt, så alle kan få den behandling, der skal til.

Jeg bidrager i hvert fald gerne med at køre dankortet igennem maskinen næste gang jeg skal hen til lægen og benytte mig af, at vi på mange måder har et rigtig godt sundhedsvæsen med nogle rigtig gode praktiserende læger.