Voksne Bloggere
Psyken kan være det sværeste ved overgangsalderen
Det er ikke kun hedeture, der indikerer at man er i overgangsalder. For mange kvinder er det sværeste at håndtere humørsvingningerne, irritabiliteten og tristheden.
Følelsesmæssige problemer, der hænger sammen med, hvordan man tænker om hele sin situation og de uundgåelige forandringer man gennemlever kropsligt, personlighedsmæssigt, i sine tætte relationer og i sit syn på fremtiden.
En overgang er netop en periode, hvor mange ting forandrer sig og man er nødt til at gøre en stor indsats for at håndtere det bedst muligt. Der er ingen, der selv beder om hedeture, søvnproblemer, nedsat lyst og motivation, træthed, spænding og uro, måske endda angst og depression. Ingen ønsker sig kropslige forandringer, som påvirker udseende og funktion. Det udløser negative tanker. Negative tanker kommer ikke bare med menopausen, de har som regel været til stede inden og ikke bedre af hormonelle forandringer og kropsligt ubehag, der opstår i overgangsalderen.
Aldersdegenerative forandringer – eller snarere den betydning, man tillægger dem, kan udløse angst og bekymring. Det kan medføre katastrofetanker, såsom: jeg er ikke attraktiv mere, jeg er ikke elskelig mere, jeg skal leve uden nærhed, kærlighed og sex. Hos nogen betyder gråt hår og flere rynker, at alt det sjove er slut. Og mange kvinder føler sig i overgangsalderen truet på sit selvværd, forventer det værste og fokuserer på katastrofer. Når man rent kropsligt mærker spænding, ubehag og symptomer, kan det mistolkes og øge negative tanker, som: Jeg er ikke god nok. Jeg er ikke så meget værd mere, som igen udløser angst og bekymringer og måske fører til uhensigtsmæssig adfærd, som at undgå ”alt det sjove”, spise for meget, drikke for meget og forsøge at behage alle og overanstrenge sig. Overgangsalderens onde cirkel. Af og til skal der kun lidt til at bryde den onde cirkel og andre gange er der brug for en gennemgribende livsstilsændring.
Den personlige betydning, som man tillægger de fysiske og emotionelle forandringer er helt afgørende for, hvordan man håndterer overgangsalderen. Derfor er det også en livsfase, hvor mange kvinder udvikler nye strategier (med eller uden psykologisk hjælp). Der er brug for nye strategier til at håndtere de følelsesmæssige og personlige vanskeligheder samt øge sit velvære generelt. Forandringer kan håndteres med nye indstillinger og nye tanker. Det kan være nødvendigt at få hjælp til andre ting: børn der forlader hjemmet og måske træffer bekymrende valg, forældres sygdom og helbred, arbejdsmæssige udfordringer og i det hele taget fremadrettede bekymringer. Stress i forbindelse med livets knubs og udfordringer kan gøre det mere vanskeligt at håndtere overgangsalderens udfordringer.
Fremtiden er vigtig, det er der man skal leve resten af sit liv og hvis alting ser truende eller bekymrende ud, kan det medføre kronisk psykisk belastning. Psykologien tilbyder en række metoder til at øge sit velvære og selvværd, håndtere stress og belastning, forbedre færdigheder, finde ro og få bedre trivsel. Mere specifikt kan der være brug for at lære at håndtere gener som natlige svedeture, manglende søvn, tab af slimhindesekretion og hedeture i det daglige.
Comments 1
Rigtig godt indlæg om et tit overset emne for os kvinder!
Jeg havde selv en ubeskrivelig hård tid psykisk, da jeg havde svært ved at acceptere hvordan mit liv var blevet, og at det kun gik en vej.
jeg er dog fortaler for psykologisk hjælp, hvor jeg teamede op med https://terapi-coaching.dk (Hanne) og fik bakset med de dårlige tanker jeg gik og havde fået af mig selv.
Kh. Mette