Skip to main content

Voksne Bloggere

Voksne Kvinders bloggere skriver om livet efter de fyrre, men også om livet med børn, forældre, mænd, sundhed og meget andet...
3 minutes reading time (543 words)

Der er den tid, der er - lad dig ikke stresse af tiden

Der er den tid, der er  - lad dig ikke stresse af tiden

Megen stress opstår af knaphedstanker om tid.  Vi tænker ofte på tiden som noget, vi har for lidt af, og som noget, der går, eller ligefrem løber fra os.

Men ved at vende tiden lidt på hovedet og ændre vores tanker om tid, kan vi undgå megen stress.

For det er jo sådan, at der er den tid, der er. 24 timer i døgnet – hverken mere eller mindre, uanset hvordan vi vender og drejer det. For lidt tid findes simpelthen ikke.

Derimod er der tit alt for meget, vi skal og vil. Vi fylder døgnet ud med opgaver i kalenderen – og i hovedet – der omregnet til timer og minutter fylder langt mere end de 24 timer, vi har at gøre med. Samtidig har vi ofte et ønske og en forventning om at nå det hele – også selvom det rent fysisk måske slet ikke kan lade sig gøre.

Og skulle det en dag lykkes for os at komme igennem den lange række af opgaver på både arbejdspladsen og hjemmefronten, kommer der lynhurtigt endnu flere opgaver på listen.

Derfor bliver vi aldrig ”færdige”. Vi kan aldrig nå det hele.

Måske kan du have glæde af at betragte dine opgaver og udfordringer som et konstant flow. Noget, som er en del af dit liv, der er i konstant bevægelse og som ikke samlet set kan afsluttes, fordi der hele tiden kommer nye opgaver til. Først den dag livet slutter, kommer der ikke flere opgaver.

Idéen om at komme til bunds i tingene og blive helt færdig med alle opgaver, så vi kan sidde på sofaen eller terrassen og blot nyde, at nu er der ikke flere opgaver, så nu kan vi slappe af, er derfor på samme tid absurd og umulig at gennemføre.

Idéen om at blive færdig og nå det hele tjener intet andet formål end at skabe stress og frustration i vores hverdag. For det første sætter vi os selv på en umulig opgave og oplever derfor aldrig tilfredsstillelsen ved at løse den, og for det andet bliver nydelsen og afslapningen blandt de ting, vi ikke når.

Du kender måske fra dig selv udsagn som: ”Jeg skal lige ... og lige ..., og så kan vi hygge os, slappe af og have det sjovt”. Ikke sjældent sker det, at dagen er slut, før vi når til det sidste punkt.

I stedet for at blive ved med at holde fast i idéen om, at vi skal nå det hele, bør vi træne os selv i at være i det flow af opgaver, udfordringer og oplevelser, som livet er. Vi skal en gang for alle gøre os klart, at vi aldrig kan nå det hele. At der aldrig vil være tid nok til at nå de mange gøremål, som vi skal og gerne vil.

Basta, sådan er det!

Den gode nyhed er til gengæld, at selvom der aldrig vil være tid til det hele, vil der altid være tid til det vigtigste.

Så ved du, hvad det vigtigste er i dit liv?

Ellers vil min opfordring til dig i dag være, at sætte dig ned og finde ud af det, og derefter rette hele dit fokus mod at nå det,  frem for alle de mange mindre vigtige opgaver, som hverdagen ofte er fyldt op med. 

×
Stay Informed

When you subscribe to the blog, we will send you an e-mail when there are new updates on the site so you wouldn't miss them.

Skyr her, der og alle vegne
Dine tanker bestemmer hvor tyk du er

Related Posts

 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
tirsdag, 3. december 2024

Captcha Image