Voksne Bloggere
Mavesår er en bivirkning ved behandling for knogleskørhed
En 69 årig kvinde så jeg i akutmodtagelsen med blodigt opkast. Hun havde gennem 14 dage haft ondt i maven og sure opstød. På indlæggelsesdagen havde hun haft kaffegrums lignende opkastninger. Eneste medicin hun fik, var kalk og D-vitamin samt Alendronat – som er den hyppigste anvendte behandling – mod knogleskørhed.
De hyppigste bivirkninger til Alendronat er kvalme, mavesmerter, synkebesvær med sure opstød, diarre, hovedpine samt ondt i led. Bivirkningerne er sjældne, men alle patienter bør informeres om disse før start af behandlingen. Min patient kunne ikke huske, at hun havde fået denne information af sin læge.
Alendronat er i Danmark førstevalgs behandling af knogleskørhed og langt de fleste, der er i behandling, får eller har fået dette præparat (ca. 90.000 mennesker i Danmark).
Alendronat skal tages oprejst og fastende én gang om ugen med et stort glas vand – morgenmad må først indtages en halv time senere.
Hvis man tager tabletten med f.eks. mælk eller sammen med anden medicin optages der intet af tabletten og den virker således ikke. Der optages kun ca. en procent af tabletten og 99 procent passerer uomdannet gennem mavetarmkanalen og ud i afføringen. En procent af tabletten i kroppen er nok til at udøve sin gunstige virkning, nemlig at nedsætte risikoen for nye knoglebrud med 50 procent. Alendronat ætser i slimhinden og det er derfor meget vigtigt, at den bliver skyllet godt ned i maven med rent postevand.
Injektionsbehandling
Min patient fik ved modtagelsen straks mavesårsmedicin til standsning af blødningen. Dagen efter blev hun undersøgt med en kikkertundersøgelse ned i mavesækken, og man fandt overfladiske blødninger. Hun fortsatte med syreneutraliserende medicin.
Jeg vurderede, at det var nødvendigt at fortsætte med behandling mod knogleskørhed. I dette tilfælde vil man aldrig give samme tabletter (dog vil man fortsætte med kalk og D-vitamin) igen. Bivirkninger fra mave- og tarmsystemet kan undgås ved at give injektionsbehandling i stedet.
Alendronat synes, ud over at beskytte mod knogleskørhed, også at kunne nedsætte risikoen for kræft i tyktarmen.
Den 69 årig kvinde gik hjem efter halvanden dag på hospitalet og modtog 14 dage senere årlig injektionsbehandling for sin knogleskørhed via vores ambulatorium.
Hvis en patient ikke tåler Alendronat er der stort set altid et andet præparat man kan anvende – der er derfor vigtigt, at henvende sig til den læge, der har startet behandlingen, hvis der optræder bivirkninger.
When you subscribe to the blog, we will send you an e-mail when there are new updates on the site so you wouldn't miss them.
Comments