Nina Vedel-Petersen

3 minutes reading time (617 words)

Drømmen om et marathon bliver stadigt fjernere

Drømmen om et marathon bliver stadigt fjernere

Foto: Kristian Mollenborg/wikimedia

Jeg kommer nok aldrig til at løbe en marathon.

Erkendelsen er kommet meget langsomt og meget gradvist. Men den gør faktisk stadig lidt ondt. For naturligvis løber man et marathon – eller rettere: mindst et.

Hele ens voksne liv er vel nærmest en optakt til det store klimaks – at man en dag viser sig i så tiptop form, at man på flot tid kan løbe de der 42 og noget kilometer. (Hvis altså man ikke allerede som helt ung viste sig som en af dem, vi andre kiggede lidt skævt til – de sunde, der sprang den sidste natteøl over, fordi de skulle ud og LØBE!)

Sådan har det i hvert fald været for mig – een lang forventning om at lige om lidt, så kom jeg i gang med den seriøse træning….

Forberedelserne har der været nok af. Fra jeg som ganske ung ønskede mig, og fik, et par fede løbesko i fødselsdagsgave.

Desværre har jeg stadig de samme sko, som pænt sagt har et udpræget og uhipt retro-udtryk. De er med andre ord ældgamle og er knapt nok så slidt, at jeg synes, der er grund til at udskifte dem.

Når foråret kommer

Jeg begynder ellers rigtig godt. Rigtig ofte. Det er nemlig ret dejligt at løbe, når først man er kommet i gang. Så når foråret kommer, skal jeg da ud at løbe.

Solen, markerne, duftene… hjertet slår stolt og benene går som velsmurte trommestikker. Til tider bliver jeg tilmed glædeligt overrasket over, at jeg ikke er i helt umulig form. ’Jeg kan jo godt, jeg kan jo godt…’ lyder det muntert og taktfast i mit hoved.

Problemet er bare at holde ved. Når jeg har vist, at jeg faktisk stadig kan løbe, så mister jeg interessen.

Intentionerne fejler ellers ikke noget. Og det gode ved denne motionsform er, at det jo ikke kræver det store udstyr. En sports-BH og et par løbesko er vel egentligt det eneste nødvendige. Resten kan være alt fra en slidt t-shirt og udtjente shorts eller gamle leggings.

Og derfor har jeg også pakket udstyr sammen med de gode intentioner rigtig mange gange. Bare indenfor det seneste år har jeg haft de gamle løbesko med til Thailand, Sicilien, Berlin og Spanien. De bliver også troligt slæbt med op i sommerhus og tilbage igen til byen, hvor der jo også er masser af muligheder for skønne løbeture sammen med de andre hippe storbyboer, der nikker venligt og indforstået når man forpustet passerer dem.

De mange undskyldninger

Det bliver desværre bare kun sjældent til noget. Jeg kommer ikke rigtig af sted. Der er så mange undskyldninger for at det ikke lige blev i dag.

Til gengæld forsøger jeg at gøre andre ting, som også er bare lidt sundere. Med en veninde, som jeg plejer at mødes med over et glas hvidvin, har jeg nu aftalt at vi går en tur i stedet. Og sammen med en anden veninde har jeg lavet en tradition om sammen at gå til wateraerobic.

Jeg har også fået en skridttæller i fødselsdagsgave. Den motiverer også til lidt flere skridt.

Ikke det store, og langt fra nok til at jeg for alvor kan påstå, at jeg er supersund. Og som sagt meget, meget langt fra, at jeg snart træner mig op til at løbe min første marathon.

Jeg må nok erkende, at jeg er blevet for gammel til at ændre så totalt på mig selv. Det bliver nok ikke til noget med det der store og fancy marathonløb i New York, som jeg ellers i årevis har set mig selv i.

Men jeg kan da trøste mig med, at det vel også giver lidt kondition at slæbe rundt på sine gamle løbesko.

 

Er blod i urinen altid farligt?
Er knoglerne din skæbne?

Related Posts

 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Gæst
Lørdag, 26. september 2020

Captcha Image

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://voksnekvinder.dk/