Lysten skal drive nytårsforsættet

Jeg er ikke klar over, om der findes en skudsikker statistik over, hvor mange af os, der hopper ind i et nyt år med et eller flere nytårsforsætter i baglommen. Men de gængse bud siger, at 50 pct. af os gør det. Og at bare 5 pct. rent faktisk kommer i mål og har succes med nytårsforsættet på den lange bane.

Det er ikke mange! Til gengæld er der mange bud på, hvorfor kun 5 pct. klarer skærene, og der er mindst lige så mange bud på, hvad der skal til for, at du kommer i gruppen med de 5 pct. Der findes dog ikke en model, der passer til alle, for eftersom vi er vidt forskellige som mennesker, vil det også være forskelligt, hvad der motiverer os og hjælper os til at holde snuden i sporet.

Engang havde jeg også nytårsforsætter. Uanset om de blev skrevet ned eller om de ”bare” var i mit hoved, hoppede jeg ind i et nyt år i (naiv) forventning om, at det kommende år var året, hvor alting ville lykkes og flaske sig.

Gudskelov forsvandt arkene med nytårsforsætterne på magisk vis samtidig med, at resterne af konfetti, serpentiner og kransekage røg i skraldespanden, så jeg havde ingen sort/hvide beviser for, at jeg igen ikke havde klaret den. Kun det, der var i min hukommelse, kunne minde mig om endnu en fiasko.

Én af de fantastiske ting ved det her liv er, at vi hver dag får en mulighed for at gøre tingene lidt anderledes. Hvis vi ellers bruger vores fiaskoer klogt ved at efterrationalisere bare en lille smule, vågner vi hver dag op med muligheden for at gøre det lidt bedre, lidt smartere, lidt klogere.

Derfor benytter jeg mig ikke længere af nytårsforsætter. De er et overstået kapitel i mit liv, og jeg har erstattet dem med ønsker for, hvad jeg virkelig har lyst til i det nye år. Og de virker (for mig!), skal jeg hilse og sige. Ønsker, der er 100 pct. drevet af lyst, er langt mere motiverende end nytårsforsætter, der bunder i fravalg, afkald og askese.

Således kunne jeg den 31. december 2013 fryde mig over, at jeg var kommet i mål med to store ønsker for året: Jeg var kommet i gang med at løbe igen (efter mange års frivillig pause og en knæoperation), og jeg havde fået skrevet og udgivet den bog, jeg så gerne ville have ud.

Den 25. januar 2014 kan jeg fejre 1-års fødselsdag med min løberute. Der var været ufrivillige pauser (tyk og glat is på stien, influenza, forkølelse) og der har været frivillige pauser (primært pga. ferie). Men lysten til løbeturene er nu så forankret i mig, at jeg føler, der mangler noget, hvis jeg ikke får løbet. Sådan har jeg a-l-d-r-i-g haft det før, og jeg vælger at tilskrive det, at jeg har tacklet projektet på den rette måde.

Som nævnt er der i princippet lige så mange succesmetoder, som der er mennesker på jorden. Det gælder om at finde den metode, der passer lige præcis til dig.

Januar 2014 er allerede godt i gang, og hvis du hoppede ind i dette år med nytårsforsætter og gode intentioner, er du godt i gang med at blive en del af statistikken. Jeg tænker, at du så gerne vil havne blandt de 5 pct., der har succes, og derfor iler jeg med at give dig de 3 årsager til, at jeg har fået succes. Måske du kan bruge dem som inspiration til at komme i gang/videre/i mål?

Sørg for, at dit ønske (forsæt/mål) udspringer af lyst

Du kan sikkert godt bilde dig selv ind, at du har vildt meget lyst til at tabe 5 kilo, men helt ærligt: Handler det ikke om, at du har lyst til at veje 5 kilo mindre, ikke at skulle tabe de samme kilo? Eller sagt på en anden måde: Du har lyst til målet, men ikke til selve processen. Og det er her, det i mine øjne går galt. Du skal have 100 pct. lyst til processen, ellers er der ikke noget, der kan holde dig i gang!

Jeg elsker at løbe. Intet mindre. Jeg synes, det er fedt at komme ud og mærke naturen (især når det er vinter og råt), og derfor har jeg en grundlæggende lyst til at komme ud og løbe. Til gengæld ville intet kunne motivere mig til at gennemføre samme projekt indendørs på et løbebånd. Så vælg at gøre noget, du har virkelig har lyst til. Og husk, at det er processen, du skal have lyst til – ikke bare slutmålet!

Planlæg og fjern de åbenlyse forhindringer

Jeg vil gerne løbe tre gange om ugen, og det fungerer bedst for mig i hverdagen, så i min kalender begynder hver mandag, onsdag og fredag med en løbetur. Dukker der noget anden op, er mit udgangspunkt, at løbeaftalen med mig selv skal kunne flyttes. Enten til et andet passende tidspunkt samme dag eller til en anden dag (hvilket så kan betyde, at det er mere end én løbetur, der skal kunne rykkes). Jeg dropper ikke en løbetur med mindre det er tvingende nødvendigt, og i 99 pct. af tilfældene er det muligt at planlægge, så jeg holder fast i den planlagte løbetur. Fordi jeg har lyst til den!

Men der er faktisk to helt specifikke årsager til, at jeg har lagt mine løbeture fra morgenstunden på hverdagene. For det første bliver løbeturen så klaret, og jeg behøver ikke bruge det meste af dagen på af diskutere med mig selv, hvornår jeg skal ud og løbe. For godt nok kan jeg godt lide at løbe, men jeg kan da sagtens få tiden til at gå med alt muligt andet. Og hvis jeg ikke løber fra morgenstunden, er der stor sandsynlighed for, at jeg kommer til at bruge tiden på noget andet. For det andet er jeg lidt tung i måsen i weekenderne og ferierne, hvor morgenerne typisk er lidt langsomme, og hvor jeg spiser fælles morgenmad med min søn og min mand. Og så trækker hyggen og langsommeligheden mere end løbeturen. Derfor er det rart, at det er klaret i hverdagen.

De dage, hvor jeg løber, kaster jeg mig i løbetøjet straks efter tandbørstning og isætning af linser. Så er jeg klar. Afleverer jeg vores søn i børnehave, parkerer jeg bilen i skoven på vejen hjem og løber min rute. Afleverer jeg ikke, kører jeg i skoven inden for en time efter at jeg er stået op. Og ja … jeg kører. Jeg må ikke løbe på hårdt underlag, og jeg skal helst løbe nogenlunde fladt, så jeg har fundet en perfekt rute på 3,5-5 kilometer i skoven. Og bevares, jeg kunne da godt gå, men jeg øger succesraten ved at køre, fordi det gør, at jeg skal bruge mindre tid på forehavendet, og det gør, at jeg kan kombinere løbeturen med indkøb osv. på vejen hjem. Igen: jeg har valgt en måde, der passer 100 pct. til mig, fordi det får mig af sted.

Tag små skridt

Jeg gjorde det i bogstaveligste forstand, da jeg gik i gang. 100 meter gang, 100 meter løb, og sådan fortsatte jeg i 2 kilometer. Mit knæ, mine muskler og samtlige sener blev trænet skånsomt og roligt op, og jeg nåede ikke én eneste gang at synes, at det var hårdt. Hverken mens jeg løb eller bagefter (for jeg var aldrig øm). Efterhånden løb jeg lidt længere (først 150 meter, så 200 meter), samtidig med, at jeg holdt fast i de 100 meter med gang. Igen stille og roligt og meget forsigtigt. For ud over at jeg gerne ville i gang med at løbe, havde jeg en målsætning om, at det skulle ske helt uden skader. Det lykkedes, og i dag løber jeg 3,5-4,3 kilometer uden gangpauser tre gange om ugen. Ved at tage bittesmå og ufarlige skridt nåede jeg i mål med mit ønske om at komme i gang med at løbe og at gøre det tre gange om ugen.

Og jeg ved godt, at rigtigt mange coaches – og andre, der arbejder med personlig udvikling – siger, at vi skal sigte højt. Vi skal række ud efter stjernerne, for hvis vi ikke sætter høje mål, er vi ikke motiverede til at gå efter dem. Men det fungerer ganske enkelt ikke for mig. Det bliver for uvirkeligt, og det gør for ondt undervejs – og så holder jeg op.

Derfor tager jeg mikroskridt. De bliver sammenlagt til en masse, og de fører mig i den retning, jeg vil (har lyst til). Helt modsat de store skridt, der kun får mig til at snuble og stoppe.

Måske du selv kender til det?

Så kan du jo lade 2014 være året, hvor du prøver at gøre tingene på en ny og lystdreven måde.